Den canadiske popstjerne Justin Bieber udgiver en ny sang på torsdag, oplyser han på Twitter.

Der har været mange spekulationer om popstjernen Justin Biebers fremtid, efter han for nylig aflyste den sidste del af sin turné.

I kølvandet på aflysningen gik der rygter om, at han er blevet træt af musikbranchen, og ønskede at holde en pause - eller måske helt droppe musikken.

Men tirsdag eftermiddag, dansk tid, har han sat en stor, fed streg under, at han stadig er aktiv.

Han har nemlig en ny sang på vej, som bliver tilgængelig torsdag.

Den kommende single hedder 'Friends', og er lavet i samarbejde med produceren BloodPop, som han ifølge Billboard.com også lavede en del af sangene fra albummet 'Purpose' sammen med. Blandt andet megahittet 'Sorry'.

Det er godt nyt for mange anmeldere såvel som fans, som over en bred kam tog overordentligt godt imod 'Purpose'-albummet, der stadfæstede ham som en af tidens største popstjerner.