Botox er blevet mere og mere udbredt blandt især kvinder i den vestlige verden.

For nylig afslørede Fie Laursen, at hun har fået sprøjtet 'vidundermidlet' i sine armhuler for at slippe for sved - og nu melder en anden realitystjerne sig på banen med et bizart påfund.

Khloé Kardashian meldte således ud i det seneste afsnit af familiens realityshow, ‘Keeping Up with the Kardashians’, at hun godt kunne tænke sig at få botox i sin navle. Det skriver The Sun.

I afsnittet ser man, hvor dan Khloé kaster et misundeligt blik på sin 22-årige halvsøster Kendall Jenners mave, hvorefter hun udbryder, at hun også vil have sådan én.

»Din navle er så vertikal. Jeg er jaloux. Jeg vil bogstaveligt talt få lavet botox rundt om min navle for at få den til at se sådan ud,« lød det fra den 33-årige Kardashian-søster.

Hvor aktuelt det er i skrivende stund, kan man så være i tvivl om. Sejlivede rygter vil nemlig vide, at Khloé Kardashian er gravid med sit første barn. Faren skulle være hendes kæreste siden 2016, basketballspilleren Tristan Thompson.

Den nyhed kom første gang frem tilbage i august, men Khloé selv har endnu ikke bekræftet det. Samme tavshed er hele verden blevet mødt med af halvsøster Kylie Jenner, der ligeledes skulle bære rundt på et lille barn.

For sidstnævntes vedkommende er det angiveligt mor Kris Jenner, der har lagt låg på, fordi hun gerne vil have, det skal være noget helt særligt (og ikke mindst profitabelt), når det endelig bliver offentliggjort.

Men hvis du skulle læse med her, Khloé Kardashian, så vil vi gerne opfordre til, at du IKKE får sprøjtet botox ind i navlen, før dit måske kommende barn er blevet født.