Nyheden om filmstjernen Paul Walkers død har ramt Hollywood hårdt. Den kun 40-årige skuespiller var meget afholdt, og adskillige af hans kolleger har allerede skrevet mindeord om ham.

Dwayne 'The Rock' Johnson, som har spillet sammen med Paul Walker i mange af de populære Fast & Furious-filmen opdaterede tidligt søndag morgen (dansk tid) sin twitter-profil med disse ord:

- Sender al min styrke, kærlighed og tro til Walkers familie i denne hjerteskærende tid. Vi finder vores styrke ... i hans lys. Elsker dig, bror.

40-årige Paul Walker efterlader sig datteren Meadow på 15 år. Han døde lørdag efter han i forbindelse med et velgørenhedsarrangement for tyfonofre kørte galt i en Porsche GT, der blev ført af en hans venner. Ulykken, der skete i Santa Clarita, Californien, kostede begge livet. Der var ingen andre biler involveret i ulykken.

Læs mere her: 40-årig filmstjerne dræbt i bilulykke

Flere andre stjerner har også udtrykt deres sorg. Skuespilleren Jessica Alba skriver f.eks.:

- #RIPPaulWalker - han var et dejligt menneske - så sød og jordnær. Hans familie er i mit hjerte.

Sangerinden LeAnn Rimes skriver:

-  Frygtelige nyheder! #PaulWalker. Beder for hans familie. Man ved aldrig, hvad der kan ske ... værdsæt hvert åndedrag, det er en gave.

Skuespilleren Mark-Paul Gosselaar, skriver:

- RIP Paul Walker. Mine tanker er hos dig og din familie.

Filminstruktør Adam Shankman mindes sin ven:

- #rippaulwalker Det var en velsignelse at kunne kalde dig ven og et smukt lys er lige blevet slukket i denne verden. Jeg elsker dig, Paul

Skuespiller Sarah Michelle-Gellar, der spillede sammen med ham i She's All That har skrevet:

- @RealPaulWalker Må han få fred. Til hans familie: I er i vores tanker og bønner.