Den kendte tv-vært Stine Bjerre Jørgensen har fået mere end bare afslapning ud af sin ferie. I romantiske omgivelser blev hun nemlig også stillet et stort spørgsmål af sin kæreste.

Det afslører den lyshårede vært selv på de sociale medier:

»For en gang skyld stillede journalisten ingen spørgsmål. Hun svarede bare ja«, skriver hun efterfulgt af hashtagget »forlovet« på Instagram.

På Facebook har Stine Bjerre Jørgensen lagt flere billeder ud, der viser, at hun i disse dage holder ferie på Maldiverne, og det er tilsyneladende i de romantiske omgivelser i ferieparadiset, at kæresten - håndboldspilleren Casper U. Mortensen - stillede det store spørgsmål.

I hvert fald har tv-værten sat et billede til teksten, der viser parret siddende i tosomhed i en hvid pavillion for enden af en sandstrand. Og mere romantisk kan det vel næppe blive.

Casper U. Mortensen har også kommenteret frieret på sin instagram-profil, hvor han skriver: »Perfekt aften. Stine Bjerre sagde ja«.

Det kommende ægtepar har været sammen siden 2010. Og det har ikke altid været helt let. Når den ene er professionel håndboldspiller, og den anden er TV2-vært, har der været nogle karrieremæssige dilemmaer:

Blandt andet blev Stine Bjerre Jørgensen en gang valgt fra som vært ved VM i håndbold, da TV2 var bange for, at der kunne skabe nogle problemstillinger, når nu hendes kæreste var spiller. Men året efter fik hun lov at dække EM i håndbold, selvom Casper U. Mortensen også der stillede op.

Det skete efter, at TV2 havde drøftet med landstræner Ulrik Wilbek, om han mente, at det var problematisk. Det mente landstræneren ikke, og derfor kunne Signe Bjerre Jørgensen atter dække håndbold, som hun plejede.

Til BT har Casper U. Mortensen tidligere forklaret, hvordan parret mødtes:

»Historien er, at vi faktisk mødte hinanden i et tog. Jeg var på vej hjem fra en U-landsholdssamling ovre i Viborg eller sådan noget, og så mødtes vi der helt tilfældigt. Vi snakkede ikke vildt meget sammen, men en lille smule, fordi hun var journalist og kunne se, at vi sad i landsholdstøj.«

»Så mødtes vi et år efter, da jeg skiftede til Fredericia, hvor hun kommer fra, og så startede det derfra,« fortalte Casper U. Mortensen.

Stine Bjerre Jørgensen 34 år, mens Casper U. Mortensen er 26 år.