Tv-vært og sundhedsekspert Christian Bitz har i dag en ny bog i butikkerne. Den hedder 'Uperfekt'. En passende titel da han samtidig med sin bogudgivelse står midt i en skilsmisse.

Christian Bitz er kendt fra DR-programmerne 'Bitz og Frisk' og 'Madmagasinet'.

- Jeg skal skilles, det er ingen hemmelighed. Mange har måske kigget på mig og set mig som perfekt, men jeg har også nogle ridser i lakken. Selvom jeg har set meget perfekt ud i mange år og er på tv, så er mit liv langt fra perfekt, og det har nogle konsekvenser, når man arbejder meget, siger Christian Bitz til BT.

Da bogens titel blev besluttet, var der dog ingen tegn på en skilsmisse. Bogen handler om en realistisk tilgang til sundhed, hvor det perfekte ikke behøver være slutresultatet.

Christian Bitz har to børn med sin kone. Filippa på ni og Bianca på seks, og dem bliver der taget ekstra hensyn til i forbindelse med skilsmissen.

- Jeg er rigtig ked af det over skilsmissen, og det er pissehårdt, men det handler bare om at få børnene bedst muligt igennem det. Så der er fuld fokus på dem, og så må vi andre være voksne mennesker og komme igennem det, siger tv-værten.

Hvordan har børnene det?

- De er også kede af det. Jeg tror langt, de fleste helst foretrækker, at ens forældre er sammen. Så det er ikke nogen optimal situation hverken for os forældre eller for børnene, men som voksne mennesker er man også nødt til at tage ansvar og tage nogle beslutninger, der gør rigtig ondt, siger Christian Bitz.

Bitz er netop skiftet til TV 2, hvor han blandt andet skal lave et program med sin gode ven Claus Holm.