Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Ida Wohlert om at blive forfulgt og begynde forfra.

Jeg er temmelig god til at… møde mennesker. Jeg er altid faldet lynhurtigt i snak med fremmede og bliver ikke nervøs for at træde ind i et stort selskab. Jeg elsker at møde folk, der lever et helt andet liv, og som går efter nogle helt andre mål. Det sætter altid en masse tanker i gang om, hvordan jeg selv kunne gøre noget anderledes. Det har forfulgt mig, siden jeg var fem år. Når jeg skulle på restaurant med mine forældre, var det tit mig, der ringede og bestilte bord, og mig der bad om regningen – de ville gerne være fri, og jeg syntes, det var sjovt. Mine forældre undrede sig over, at jeg tit faldt i snak med fremmede mennesker og sad og sniksnakkede med dem – det har bare altid været sådan.

Jeg er desværre elendig til at … huske folks navne. Jeg glemmer simpelthen at høre efter. Jeg er mere optaget af at få øjenkontakt og bruger mit krudt på at fornemme, hvilken form folk er i. Det er faktisk lidt af et problem for mig i mit job – jeg er nødt til at være meget omhyggelig med at få placeret gæsterne i en bestemt rækkefølge i sofaen, som jeg har øvet mig på inden. Jeg er helt fortabt, hvis nogen flytter sig. Så i mine programmer får man desværre ikke lov til at have mellemnavne. Jeg har en stiltiende aftale om at få hvisket gæsternes navne i øret under udsendelsen. Forleden dag havde jeg 14 gæster i sofaen i Go’morgen Danmark – bl.a. Koppel- og Nordsø-familien, og der fik jeg altså kamp til stregen, men det gik heldigvis godt!

Jeg begyndte helt forfra dengang … jeg som 16-årig stod mutters alene i den lille by Broken Arrow i Oklahoma. Jeg var af sted som udvekslingsstudent og havde regnet med, at jeg ville blive placeret et fedt sted på Vestkysten, men sådan gik det ikke. Jeg endte på en meget striks katolsk privatskole, hvor jeg fik eftersidninger i lange baner. Det var første gang i mit liv, jeg følte mig sådan rigtig alene og på bar bund. Det var et hårdt år, men jeg skal love for, jeg kom til at stå på egne ben og lærte, at jeg var min egen bedste ven. Til hverdag skulle vi bære skoleuniform, men en dag var der så ’free dress day’, jeg måtte altså tage det på, jeg havde lyst til. Det troede jeg i hvert fald. Jeg kom dertil med hippe gamacher i nervøs velour og høje, sorte plateausandaler – jeg lignede nok noget, der var trådt lige ud af Grease, og den gik altså ikke. Jeg blev trukket hele vejen ind på rektors kontor, og så sagde den strikse nonne Sister Jane ’I don’t even wanna look at her’, og så blev jeg ringet hjem.

Jeg var ret overrasket over… hvor ens problemer vi står med i Danmark i børnefamilierne. Jeg har lige lavet en programrække til TV2, ’Vil I starte helt forfra’, hvor vi følger en række familiers hverdag og forsøger at hjælpe dem med deres udfordringer ved at tilbyde dem en ny begyndelse et sted i Danmark. Og uanset om du slår dig ned i Vestjylland, Storkøbenhavn eller Nordjylland, slog det mig, hvor ens udfordringer vi faktisk står overfor. Økonomien skal række, vi vil være glade for vores job, glade for vores familier, tage del i nærmiljøet og have en aktiv fritid. Med andre ord, vi kører med fuldt blus på alle kedler og forventer samtidig nærhed og kvalitetstid. Det er en svær kabale at få til at gå op. Måske vi skulle sænke barren lidt og acceptere, at der bare er ting, vi ikke når og ikke kan i de her år, hvor familien fylder meget.

Jeg var meget nervøs, da … jeg som 18-årig blev forfulgt af en mand hjem fra byen. Det var en mørk, sen eftermiddag i december, hvor jeg havde været inde i København for at købe julegaver. Jeg bemærkede, der sad en mand i toget og stirrede helt dødt på mig. Han stod af på samme tomme perron som mig og gik hele tiden ti skridt bag mig. Da jeg nåede ud til min cykel og skulle låse den op, stod han pludselig bøjet ind over mig, og jeg fik et kæmpe chok. Heldigvis reagerede jeg ved at råbe op og fik smidt cyklen efter ham. Og så løb jeg, alt hvad jeg kunne. Det værste var næsten, at han grinede imens, og så løb han efter mig. Der skete heldigvis ikke noget, og egentlig tror jeg bare, han gerne ville skræmme mig. Jeg anmeldte det til politiet, og de anholdt et par uger senere en ung fyr, der havde lavet lignende ting i området.

Jeg dummede mig gevaldigt, da … jeg betalte 1.500 kr. for en pizza. Jeg er ikke det mest tjekkede menneske, når det kommer til teknik, jeg tastede bare blindt og hurtigt min kode uden at tjekke beløbet … Næste dag gik jeg derned og spurgte, om det kunne være rigtigt, at jeg havde betalt 1.500 kr., og min pizzamand lavede en pizza, hvor han havde skrevet ’Scusi’ på, og jeg fik pengene tilbage …

Den person jeg har mest at takke for… må være mine forældre. Det kan lyde irriterende pladderromantisk, men der er bare ingen vej udenom – de har ramt et eller andet rigtigt. De blev skilt, da min bror og jeg var syv og otte år, men de har været så topseje til at gi’ os et solidt og kærligt fodfæste her i livet. De er der altid lige bagved og følger diskret og kærligt med i vores liv. Sådan vil jeg også være, når jeg bliver gammel. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke er mere bange, når jeg nu sidder der foran så mange tusind seere hver morgen. Og til det svarer jeg altid, ’fordi det bare er fjernsyn, og jeg skal jo bare være mig selv’.

Det var uhyggelig tæt på at gå galt for mig. da … jeg sammen med min mand og hans fætre var lidt for kæk og satte ild til naboens sankthansbål, da vi var yngre og besøgte deres sommerhus i Smidstrup Strand… Først og fremmest var det ret tarveligt og dernæst virkelig dumt, fordi bålet stort set eksploderede mellem hænderne på os. Det viste sig, at det var overhældt med en eller anden brandbar væske. Da vi satte en tændstik til, udløste vi jo et mindre flammehav. Heldigvis skete der ikke noget - udover at vi fik nogle temmelig sure naboer. Men det chok sad i mig længe efter.

Jeg kunne grave mig selv ned, da… min fire-årige søn forleden stod og kiggede sultent på et isskilt, og en nydelig, ældre dame kom forbi og stilfærdigt sagde: ’Det er da alt for koldt til is’, hvortil min søn råbte: ’Bland dig udenom!’ Hun blev så paf, at hun stille drejede om på hælen og gik sin vej. Men han havde jo egentlig ret.

Som barn var min største dumhed da… jeg lokkede min kusine ud på midten af en kæmpe stor kokasse-mødding og bildte hende ind, at hun sagtens kunne blive stående. Det kunne hun selvfølgelig ikke – den gav efter. og hun endte godt nede i møget, mens jeg stod ved siden af og knækkede sammen af grin. Det var ikke særlig sympatisk, men til gengæld virkelig sjovt!

Det er upassende når… folk taler for meget om sig selv. Jeg kan faktisk slet ikke ha’ det – det virker så tonedøvt på mig, og det er en stensikker partykiller i mine øjne.

Jeg er generelt temmelig bange for… hvordan vores del af verden ser ud om bare 10-15 år. Europa har gennemgået så stor en forandring, bare fra jeg var barn og frem til i dag. Jeg tror, vores børn og deres efterkommere kommer til at opleve en meget anderledes verden end den, vi kender til i dag. Der kommer til at gælde andre spilleregler, end da vi var unge, og det kan godt gøre mig bange.

Jeg synes dog, vi skal glæde os over… det land vi bor i. Med alt det der sker ude i verden, bliver man mindet om, hvor heldige vi er, og hvor vigtigt det er at hjælpe andre, der har det langt værre.

Jeg kan blive misundelig over… folk der tager smutveje. Det er jeg ikke særlig god til – jeg skubber konstant til mine egne krav og nok også andres, og forsøger hele tiden at rykke mig. Det er ikke bevidst, jeg kan bare ikke lade være. Jeg er ret arbejdsom og nok også ambitiøs, og så kan jeg også godt li’ følelsen af at være forberedt, det gør, at jeg kan lytte bedre efter, når jeg f.eks. sidder i en interviewsituation. Men det betyder mange timers forberedelse hver gang. Så jeg blev helt glad, da Anders Fogh Rasmussen som statsminister en morgen bemærkede mit arbejde, inden jeg skulle interviewe ham, og sagde: ’Ida, forberedelse giver magt – husk det’. Og han har ret.

En svær selverkendelse er… at man fejler over for sine børn. Nogle gange. Jeg gad faktisk godt, at man kunne ha’ haft en lille prototype på et barn i alle aldre, og så lige øve sig lidt, inden det rigtig gjaldt. Som mor forsøger jeg at gøre mig meget umage og justerer ofte på ting, hvis de ikke virker. Men ja, jeg kommer også til at hæve stemmen og ja, jeg kommer også til at ændre et nej til et ja, hvis de plager mig længe nok. Men til gengæld synes de, jeg er sjov at lege med…