I al hemmelighed levede skuespilleren Andrew Sachs med demens i de sidste fire år af sit liv. Han døde d. 23. november i en alder af 86 år, men først natten til fredag valgte familien, over for mediet Daily Mail, at stå frem med nyheden.

Andrew Sachs, bedst kendt som tjeneren Manuel i komedieserien ’Halløj på badehotellet’, blev begravet i London torsdag d. 1. december, oplyser hans enke, Melody, i et interview til Daily Mail.

Over for mediet afslører enken, at Andrew Sachs døde i parrets hjem. I den sidste tid sad han kørestol og havde mistet evnen til at tale som følge af demens.

Helt frem til det sidste oplevede parret en stor glæde ved hinanden.

»Vi var glade, vi grinte altid, vi havde aldrig et kedeligt øjeblik. Han havde demens i fire år, og til at starte med mærkede vi ikke så meget til det – indtil hans hukommelse begyndte at svigte,« siger Melody til Daily Mail.

Hun fortæller videre, at hun i den sidste tid passede og plejede sin mand. Og at hun aldrig hørte ham beklage sig. Efter at Andrew Sachs fik konstateret demens i 2012, fortsatte han tilmed at arbejde to år frem.

Blot en måned før sin død var Andrew Sachs i en sådan tilstand, at han var i stand til at føre en samtale.

Den aldrende Andrew Sachs fik dog tidligere på året pådraget sig en lungebetændelse, der nær havde kostet ham livet. Efterfølgende fik han plads på et privat plejehjem i London for pensionerede skuespillere. Her tilbragte han otter måneder. Hen over sommeren sad parret i plejehjemmets have, og den tid husker Melody tilbage på som vidunderlig. Hun læste højt for sin mand, og fortalte historier, fortæller hun til det britiske medie.

Men den 85-årige Melody siger også, at »mit hjerte blev ødelagt hver dag i lang tid.« Under plejen af sin mand kollapsede hun af udmattelse og blev ramt af akut stress. Hun blev indlagt, men kort efter fandt hun overskuddet frem igen og fortsatte med at tage sig af Andrew Sachs.

Er tidligere blevet erklæret død

Det vides ikke, hvorfor dødsfaldet er blevet hemmeligholdt i over en uge.

Og det er ikke første gang, at nyheden om Andrew Sachs død har spredt sig i medierne.

Tilbage i 2008 blev den populære skuespiller fejlagtigt erklæret død, da han blev udsat for en joke af komikeren og skuespilleren Russel Brand og den nuværende tv-vært Jonathan Ross. Sagen, der udviklede sig til en skandale og pinlig affære for de to herre, blev i England kendt som ’Sachsgate’.

Vittigheden, der af mange blev betragtet som ondsindet, skete i forbindelse med en radioudsendelse.

Og i 2014 udtalte Andrew Sachs, flere år efter affæren, at han fortsat »væmmedes« over episoden, og stadig ikke havde tilgivet hverken Russel Brand eller Jonathan Ross, ifølge The Telegraph.

I komedieserien ’Halløj på badehotellet’ spillede Andrew Sachs den spanske tjener Manuel, der knapt nok talte eller forstod engelsk. Til stor frustration for den excentriske hotelejer Basil Fawlty, spillet af John Cleese.

Karakteren Manuel blev særdeles populær, også herhjemme, hvor serien, med originaltitlen ’Faulty Towers’, i en årrække blev vist på DR.

Andrew Sachs blev født i Berlin i Tyskland i 1930, og kort før Anden Verdenskrig brød ud kom han til England sammen med sin jødiske familie, der måtte flygte fra de tyske nazister.

I slutningen af 1950'erne debuterede han i teaterstykke, mens han var i gang med en shippinguddannelse. Han arbejdede også på radioproduktioner, og senere blev det til mindre tv-roller.

Men det store folkelige gennembrud kom i 1975 med rollen som Manuel i ’Halløj på badehotellet’.

I 2000 blev serien kåret som det bedste engelske tv-program nogensinde af British Film Institute, ifølge BBC.

Det var John Cleese, også kendt fra 'Monty Pythons Flyvende Cirkus,' der skrev manuskriptet til ’Halløj på Badehotellet’ sammen med sin daværende hustru, Coonie Booth. Hun spillede selv med i komedieserien som karakteren Polly.

Ifølge hjemmesiden imdb.com spillede Andrew Sachs med i to afsnit af tv-serien 'EastEnders' i 2015. Han står også på rollelisten i spillefilmen 'Alice i Eventyrland: Bag spejlet' fra 2016.

Herhjemme lever op til 85.000 personer med en demenssygdom, ifølge Alzheimer Foreningen.

Ifølge foreningen er demens en tilstand, der angriber hjernen og nedsætter de kognitive funktioner. Selv om der almindeligvis tales om ’demenssygdomme,’ er demens dog ikke en sygdom, men resultatet af sygdom.

Der finde over 200 forskellige sygdomme, der kan forårsage demens.

ANDREW SACHS I ROLLEN SOM DEN SKØRE SPANIER MANUEL I SERIEN FAWLTY
ANDREW SACHS I ROLLEN SOM DEN SKØRE SPANIER MANUEL I SERIEN FAWLTY Foto: BBC
Vis mere