Radiovært på radiokanalen Nova Benedicte Balling skrev mandag en trist nyhed ud på sin Facebook.

Hun skriver, at hun har fået diagnosen brystkræft for en måned siden, og fordi hun ikke vil holde noget hemmeligt, skriver hun det nu offentligt på sin Facebook-væg.

'For en lille måned siden fik jeg konstateret brystkræft. Et kæmpe chok for mig og min familie og noget jeg hver dag bearbejder i min hjerne og krop. Jeg er startet i behandling og glæder mig til at det er vel overstået.' Skriver Benedicte Balling.

På grund af sygdommen har hun nogle gange ikke været på arbejde, derfor ville hun gerne forklare, hvorfor man ikke har hørt hendes røst i radioen på det seneste. Hun skriver dog, at hun 'heldigvis' har familie, venner og kollegaer, som støtter hende hver eneste dag.

Dem sender hun også et tak på sin Facebook.

Benedicte Balling er 41 år og har en lang karriere som vært, lige nu er hun radiovært på radiokanal Nova, men har tidligere været vært på Go' morgen Danmark og har også arbejdet på Radio Voice.

Hun har en lille datter Josephine med manden Philip Frijs.

- Lige nu koncentrerer jeg mig om at holde mig sund og være i behandling og tager en dag af gangen, fortæller hun i en sms til BT. Hun fortæller, at hun ikke har yderligere at tilføje.