»Fire sexede chokolademænd, som er polerede til perfektion med fantastiske stemmer. Det var sensationelt. Godt klaret.«

Sådan lød kommentaren onsdag aften fra Alesha Dixeon, som er en af dommerne i talentshowet 'Britain's Got Talent' - Storbritanniens svar på 'Danmark har talent'.

Ordene blev givet til gruppen Vox Fortura, som består af fire sorte mænd. Og selvom kommentaren vist nok var ment som ros, så har det fået flere englændere til tasterne.

Kommentaren om chokolademændene kaldes nemlig racisme på de sociale medier.

»Hvordan kan det være OK, at Alesha siger 'chokolademænd'? Er det ikke racistisk på alle mulige måder? Ulækkert,« skriver brugeren Paul C.

»Jeg håber, at de 'fire sexede chokolademænd' kommer i finalen. Så kan Alesha få chancen for at være racistisk omkring dem igen,« skriver Kevin O'Sullivan, som er journalist og anmelder i England.

De implicerede fire mænd og dommeren tog dog hele optrinnet med ro.

Til Alesha Dixon skrev de:

»Hvis du synes, at vi er 'fire sexede chokolademænd', så kan det ikke blive bedre.«

Svaret fra Alesha Dixon lød:

»Det gør jeg. Og det samme er min mand. (en sexet chokolademand, red.)«

Så selvom dele af 'Britain's Got Talent'-seerne var sure på Alesha Dixon, har dem, det handler om, umiddelbart intet problem med at blive kaldt for sexede chokolademænd.