Den tidligere deltager i 'Vild med dans' og radiovært på flere DR-programmer som 'Smag på P3' Le Gammeltoft har skrevet et blogindlæg om et rigtigt svært emne.

For selvom den danske DJ er mor til to piger, så har hun faktisk haft tre ufrivillige aborter, og det har været rigtig hårdt for Le Gammeltoft.

'Jeg har været gravid fem gange. Og jeg har fået to børn. Vi har flere gange fået at vide af lægerne, at det var helt normalt, og at omkring 20% af graviditeter går til inden uge 12. Vi skulle bare prøve igen. Ellers var det ”naturens måde at skille sig af med et sygt foster på”. Ingen af delene hverken hjælper eller forklarer noget. Statistikker, tal eller floskler er altså ikke altid en trøst, når man er ked af det…,' skriver hun på sit medie Heartbeats.dk.

Hun problematiserer samtidig, at ufrivillige aborter er et tabu, som mange ikke taler om. Hun tror, at det er derfor, mange par vælger ikke at fortælle om graviditeten før efter 12 uge, hvor man har været til nakkefoldsscanning, og hvor fostret har større chance for at overleve.

Men for radioværten og partneren har det været bedre at fortælle om graviditeten før 12. uge, for så har omgivelserne også bedre kunne forstå smerten, når hun tabte de små fostre.

En krop kan nemlig godt føles meget gravid også i de tidligere stadier, skriver hun, også selvom fostret bliver udstødt efter seks til 10 uger.

Derfor opfordrer hun folk til at turde tale om det at tabe et barn, hvilket sker i 20 procent af graviditeterne.