I mandagens udsendelse af Natholdet lagde programmets vært, Anders Breinholt, ud med et emne af de mere alvorlige. Han bragte nemlig dagens gæst Christian Fuhlendorffs længerevarende hashmisbrug på banen.

Christian Fuhlendorff blev for et år siden far til en lille datter. Og det var rollen som far, der fik komikeren, kendt fra blandt andet serien Kristian på TV2 Zulu, til at starte på afvænning for sit hashmisbrug.

Gennem syv år har den danske komiker røget den stærke tobak, afslører han i stolen hos Anders Breinholt i mandagens udgave af Natholdet. Og på spørgsmålet om, om det var et massivt misbrug smiler den unge komiker og siger:

- Jaaa. Jeg var deroppe (afvænning red.) og skulle så fortælle, og jeg sad der helt pinlig: 'jeg tror, jeg ryger seks gram om dagen', gengiver standupperen og fortæller om den afvænning, som han begyndte på for ca. 14 dage siden.

13.000 i samme båd
To gange om ugen er Christian i behandling. Det samme er ca. 13.000 danskere årligt for deres stofmisbrug ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen.

I Christians tilfælde begyndte han, fordi han så småt mener, at han i en alder af 28 bør tage ansvar.

- Det havde jeg jo vidst i lang tid. Så blev jeg far for et år siden. Man ved ikke hvornår, man skal blive voksen, men når man får et barn, synes jeg lidt, det er ens pligt at blive voksen, og så tænkte jeg, så må jeg jo hellere stoppe og blive et forbillede for min datter, siger Christian i Natholdet.

Hos FBI, Funny Business Inc., der varetager booking af komikere til shows, er der ingen retningslinjer for, om komikerne må være fulde eller skæve på scenen. Det er ikke nødvendigt, forklarer salgschef hos FBI, Karen Sophie Lerhard.

- Generelt kan du ikke overleve i denne branche, hvis du ikke er ekstremt selvdisciplineret. Så sådan noget med alkohol som i Dirch-filmen er fortidslevn, siger Karen Sophie Lerhard, og pointerer, at hun aldrig har oplevet Christian og hash i sammenhæng med et show.

- Jeg kender få, der arbejder så hårdt, som Christian. Han er meget disciplineret, slutter Karen Sophie Lerhard.