Når en af dansk jetsets festkonger, frisør Tage Frandsen, åbner dørene til sin 65-års fødselsdag på Ganløse Kro på søndag, bliver det et bragende punktum for et helt livs kavalkade af overdådige fester. Men festen er ikke et punktum for Tage Frandsens liv – den er en tak til alle hans venner for støtten gennem sit livs krise.

Tårerne presser sig på bag øjenlågene en dag i oktober 2012, da Tage Frandsen står og venter på at klippe rejsedronningen Janni Spies i sin frisørsalon på HC Ørstedsvej på Frederiksberg i København.

aluhist jkg

Han er dybt nede i et sort hul efter at have kæmpet i mere end et år med flere ballonudvidelser i hjertet og en alvorlig lægefejl, der lukkede for blodtilførslen til hans ben, så der gik koldbrand og stafylokokker i det. I 2009 gik han personlig konkurs, og fejlen i benet har også kostet ham kunder i salonen. Og da hans tætte veninde Janni Spies kommer ind ad døren, falder hele hans verden fra hinanden.

- Filmen knækkede. Janni sagde et eller andet til mig, da hun kom ind, og så brød jeg sammen. Så sagde hun: ’Nu stopper det, Tage’, siger Tage Frandsen og knipser med fingrene.

- Og næste dag sad jeg foran en psykolog, fortæller han til BT.

Klipper de kendte

Tage Frandsen har, siden han sprang ud som frisør i 1962, klippet og stylet topnavne som dansktopsangeren Birthe Kjær, sangparret Keld og Hilda Heick, Rosenborgerne og senere jetset-dronningen Janni Spies. Han har altid haft et lyst sind og er kendt som en festabe, der har gjort det til en kunst at holde kæmpe fester. Da BT møder ham i hans hjem lige over for frisørsalonen på HC Ørsteds Vej, kigger han lidt opgivende op med et smil på læben og siger;

- Jeg lavede lige en ’Bendtner’ i går. Jeg var i byen, så jeg er lidt træt.

Han er midt i planlægningen af sit livs sidste store fest – den tiende i rækken af kæmpefester med paryk- og smoking-tema, og telefonen kimer, fordi prominente gæster melder deres ankomst til festen.

- Hej Feo, udbryder han, da komtesse Feodora af Rosenborg ringer for at sludre.

Den snart 65-årige frisør har fået gnisten tilbage i øjnene og er begyndt at klippe igen, og det var tanken om endnu en fest, der holdt ham i live, mens han lå i hospitalssengen efter sine operationer i hjertet og benene og ventede på sit 50-års jubilæum som frisør sidste sommer.

- Hvis ikke jeg havde fejret mit jubilæum, så havde jeg ikke været her i dag. Tanken om festen holdt mig oppe i alle de dage, hvor jeg lå i sengen og tænkte, ’det hele er noget lort’, siger han.

Derfor er Tages 65-års fødselsdagsfest ikke kun en fejring af ham selv. Den er en fejring af alle hans venner, der har hjulpet ham igennem krisen.

På den anden side

- Nu er jeg kommet over på den anden side, og det er derfor, jeg sætter alle sejl til. Det er en bragende finale, hvor jeg vil takke de mennesker, der har været fantastisk søde til at ringe til mig og besøge mig gennem min sygdom, som Pusle Helmuth og Janni Spies. Det bliver den sidste fest, hvor jeg kan være endnu mere glad end til mit jubilæum, for jeg er kommet igennem krisen, siger han.

Tage Frandsens ben bliver aldrig helt i orden igen. Han går med støttestrømpe, det hæver til tider voldsomt op, og han må tage smertestillende medicin. Han lægger ikke skjul på, at hans sygdomsforløb endte i en depression.

- Min læge syntes, jeg skulle have nogle piller for det, og jeg er ikke flov over at sige det, for der er mange mennesker, der ikke vil erkende, at de er kede af det, og det er en skam. Jeg har altid haft et lyst sind, og det har jeg stadigvæk. Så festen bliver et tak for alt, siger han.

Alt betalt tilbage

I dag har Tage Frandsen betalt alle pengene tilbage til banken efter sin konkurs, og han har fået erstatning for den lægefejl, der invaliderede hans ben.