Musiker-parret Keld og Hilda Heick er nærmest blevet folkeeje efter en lang og succesfuld tilværelse i offentlighedens søgelys. Opmærksomheden har dog sin pris, og det fik Keld og Hilda for alvor at mærke, da de satte deres hus til salg.

Tusindvis af 'klik' på nettet og hober af besøgende ved åbent hus-arrangementer - enhver bolig-sælgers drøm, i en tid hvor markedet er hårdt ramt af prisdyk og krise.

For Keld og Hilda Heick, der har deres 177 m² store villa i Holte til salg, førte den massive opmærksomhed dog ikke til en indtjening på knap syv millioner kroner, som parret havde håbet på. I stedet begyndte det at vælte ind med nysgerrige sjæle.

- Det er jo ikke meningen, at alle og enhver skal komme rendende og kigge bare for at se, hvordan det går Keld og Hilda. Der var jo 52.000 klik på hjemmesiden, og det gav ikke andet end nysgerrige mennesker, der bare kom for at se vores hjem. Så vi endte med at tage det af markedet, siger Hilda Heick til bt.dk, der bakkes op af sin mand, Keld.

- Vi vil ikke have en masse mennesker rendende, og det sker, hvis man bare annoncerer det. Så nu har vi hyret en mægler, som kan finde en passende køber til os, siger Keld Heick.

Ramt af boligkrisen

Det er dog ikke udelukkende de mange snagende danskere, der har fået parret til at fjerne den offentlige annoncering af deres bolig. Kendis-parret er nemlig ramt af samme problem, som mange andre boligsælgere - 'købers marked-effekten'.

- Vi oplevede jo, at folk benyttede sig af markedsforholdene. De ville købe til en pris, som er helt skæv i forhold til den værdi huset har. Det var en million under vores udbudspris. Det vil vi ikke sælge det til. Så er vi parat til at beholde det, så længe det skal være, siger Keld Heick.

Huset er stadigvæk til salg - denne gang på en måde der sikrer parret mod snagende sjæle og uinteressante bud.

- Vi gav det til en anden ejendomsmægler i maj måned, som skal finde en interessant køber til os. Nu har vi sat det til 6,2 millioner (prisen var før 6,9, red.). Vi kan godt se på markedet, at det er nødvendigt. Men det er sådan set vores pris. Hvis ikke der kommer et bud på 6,2 millioner, så sælger vi ikke, siger Hilda Heick.

Kendismægler: 'Sådan er gamet'

Ejendomsmægler Jan Fog, der har adskillige kendisser på kunde-listen, kan godt genkende problematikken med mange nysgerrige besøgende, men mener ikke nødvendigvis, at det er en ulempe.

- Altså, sådan er gamet jo. Når der bliver holdt åbent hus, er det for alle, og det tiltrækker naturligvis folk, der vil se, hvordan en kendis bor. Der er faktisk mange af dem, der indrømmer det, når de dukker op. Men det er egentlig ikke noget, man ser så meget til, siger Jan Fog til bt.dk.

Han peger dog på, at det både kan have sine fordele og ulemper. - Det kan da selvfølgelig irritere nogle, men jo flere der kommer og ser, jo bedre er muligheden sådans et for et salg. Så helt galt er det ikke, siger Jan Fog.

Køb BT mandag (E-avis her)og læs om de andre kendtes bolignedtur

- Så meget har de mistet

- Det koster deres villaer