Selvom de ikke specifkt har nævnt hinanden ved navn, så hersker der ikke nogen tvivl om, at der har været en næsten tre år lang bitter strid mellem de to sangere Katy Perry og Taylor Swift.

I 2014 fortalte Taylor Swift, at sangen 'Bad Blood' handlede om en anden kvindelig kunstner dog uden at fortælle, hvem der var tale om. Flere spekulerede i, at der var tale om Katy Perry. Begge havde ellers virket meget venskabelige til alverdens officielle begivenheder.

»Hun forsøgte praktisk talt at sabotere en hel tour. Hun forsøgte at hyre en række folk (backupdansere, red.) bag om ryggen på mig,« sagde Taylor Swift til musikmagasinet Rolling Stone i 2014.

Ligeledes mener flere, at Katy Perrys seneste sang 'Swish Swish' handler om den fem år yngre Swift.

I forbindelse med en optræden i talkshowet The  Late Late Show med James Corden fortalte Katy Perry, at der var en strid mellem de to - en 'situation'.

»Ærlig talt, så startede hun det, og tiden er inde til at slutte det,« siger sangerinden til James Corden ifølge People.

Ifølge den 32-årige sanger forsøgte hun at tale med Taylor Swift om backupdanserne. Men det nægtede den blonde sangerinde tilsyneladende.

Herefter skrev Taylor Swift sangen 'Bad Blood', som Katy Perry og resten af verden tolkede som en bredside af hende. Det fik 'I Kissed a Girl'-sangerinden til at tænke:

»Ok fair nok. Det er sådan, du vil takle det? Karma!!,« sagde hun til talkshow-værten, som stillede det uundgåelige spørgsmål.

Vil de to stjernesangerinders 'beef' nogensinde ende?

»Jeg er er klar til at gøre alt det her bullshit til et overstået kapitel,« siger hun.

Katy Perry kommenterede dog ikke, hvorvidt 'Swish Swish' var hendes måde at få 'hævn' over Swift.