Fredag var popstjernen Katy Perry på noget af en lynvisit i København. Men hun nåede alligevel både shopping og det nordiske fusionskøkken.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Hun var virkelig meget sød og helt nede på jorden, siger den unge skuespiller Frederikke Cecilie Bertelsen, som helt tilfældigt stødte ind i stjernen, da de begge så på smykker i butikken Line & Jo i det indre København.

Frederikke - som bl.a. har spillet med i ’Dirch’ - havde i første omgang ingen anelse om, hvem kvinden med brillerne og huen var.

- Jeg er ikke kæmpe fan på den måde. Jeg kunne bare genkende et eller andet. Men om det var fra supermarkedet, kunne jeg ikke placere, siger Frederikke Cecilie Bertelsen, som selvfølgelig havde lagt mærke til de store bodyguards og bilen med de tonede ruder ude foran butikken.

- Det var først, da hun begyndte at snakke, at det gik op for mig, hvem hun var. Katy var helt afslappet og havde så god energi og sagde, at hun var meget begejstret for at være her, fordi vi var så nede på jorden. Hun syntes, danskerne var hyggelige, fortæller Frederikke Cecilie Bertelsen videre om mødet med Katy Perry, som varede i flere timer, hvor smykkebutikken i Gothersgade blev lukket af for andre kunder, så den millionsælgende ’I Kissed the Girl’-popstjerne i ro og mag kunne se smykkekollektionen. Men hvad hun købte, det er en hemmelighed.

Katy besøgte Bo Bech



Line & Jo bekræfter, at stjernen besøgte deres butik, og at hun rent faktisk også købte noget. Men ønsker ikke at kommentere besøget yderligere.

Det samme gør sig gældende for den kendte chefkok Bo Bech, hvis restaurant på Kongens Nytorv Katy Perry også nåede forbi.

- Ingen kommentarer, siger Bo Bech.

På sin Twitter-profil har Katy Perry ellers lagt et billede ud af en af specialiteterne på hans restaurant Geist. Nemlig en ’lemon grass candy floss’ som serveres til kaffen.

Præcis hvad Katy Perry lavede i København, vides ikke. Men besøget var af ren privat karakter. Det bekræfter X Factor-dommer Mich ’Cutfather’ Hansen, som øjnede chancen for at få stjernen ud til fredagens show.

- Bare som gæst. For det kunne jo være et scoop, når nu Sveinur bl.a. skulle synge et af hendes numre. Men jeg fandt først ud af om eftermiddagen, at hun var her og boede inde på Nimb og forsøgte forgæves at få fat i hendes manager, siger Cutfather til B.T.

Ifølge B.T.s oplysninger besøgte Katy Perry nogle københavnske venner, som arbejder i modebranchen, og var bl.a. med dem til en event fredag aften, hvor stjernen mødte den danske pladeproducer, Lars Falck.

- Det var egentlig meningen, at hun skulle have besøgt os i vores studie, men det glippede. Det kunne jo have været stort. Til gengæld var vi til modelfest hele natten, det var ikke så dårligt. Næste morgen fløj Katy Perry til Paris, siger Lars Falck, der ejer studiet Baby Factory på Nørrebro og arbejder som producer for EMI Music.

Udover at have københavnske venner har Katy Perry også en anden forbindelse til Danmark. Hendes søster Angela Hudson har nemlig en dansk kæreste, som hun i januar blev forlovet med, og parret skal snart giftes.

Som nævnt forlod Katy Perry allerede lørdag morgen København igen. Og har forhåbentlig mere styr på sin geografi, næste gang hun dukker på i landet.

I hvert fald kaldte hun på Twitter Danmark for ’David Fincher-land’, uden tvivl en reference til instruktørens indspilning af ’Mænd der hader kvinder’. Som altså foregik i Sverige!

Var du så heldig at støde ind i Katy Perry under hendes besøg i København eller kender du nogen, der gjorde? Så skriv til bt.dk på 1929@bt.dk