For Karsten Ree var 2015 et år præget af alvorlig sygdom, idet den 70-årige milliardær i foråret fik konstateret blærekræft.

Mandag aften fortalte Karsten Ree, at han er sluppet helskindet igennem det smertefulde sygdomsforløb. Det skete, da han og hustruen Janni Ree var gæster hos Jes Dorph-Petersen i 'Go' aften Danmark' på TV 2

»Jeg synes, at jeg er kommet meget godt igennem. Jeg slap for at miste min blære,« fortalte Karsten Ree i programmet.

Karsten Ree måtte sidste år igennem en række skylninger i blæren med Calmette-vaccine. Efter den sidste skylning i efteråret, kunne lægerne konstatere, at behandlingerne havde bremset kræften. De fandt samtidig en polyp i hans nyre, men Ree kunne ånde lettet op, da den viste sig at være godartet.

Karsten Ree fortalte mandag aften, at han har været omkring midtstaterne i USA, hvor han betalte for at modtage skylninger. Herhjemme foregik behandlingen på Herlev Hospital med ugentlige skylninger af hans blære.

»Jeg har haft det godt, men nu har jeg det rigtig godt. Jeg skal ikke lade vandet hele tiden,« sagde en tilfreds Karsten Ree.

Selvom det ser ud til, at lægerne har formået at holde Karsten Rees blærekræft nede, er milliardæren ikke færdig med hospitalerne. Risikoen for tilbagefald vil altid være der.

Derfor skal han tirsdag have foretaget en biopsi - en såkaldt vævsprøve - som bliver foretaget for at holde øje med, om kræften fortsat er holdt i skak.

Karsten Ree fortalte i 'Go' aften Danmark', at det tager omkring en uge, før han får resultatet.

»Det var jo ondartet, og der er en risiko for, at det spreder sig,« tilføjede Karsten Ree.

Rees hustru, Janni Ree, pointerede, at det, at hun har stået sin mand bi under sygdomsforløbet, måtte være det ultimative bevis på, at der er ægte kærlighed mellem den 45-årige tidligere Oddset-babe og hendes 70-årige ægtemand.

»Det har været hårdt til tider, og vi har haft meget modgang, men jeg synes, at vi har formået at komme ud på den anden siden side, og det viser, hvor stor vores kærlighed er,« sagde Janni Ree i TV2's udsendelse.

Ægteparret afslørede samtidig, at 2016 kommer til at stå i rejsernes tegn. Janni Ree skal bestige Kilimanjaro i velgørenhedens navn. Sammen har de planer om at besøge Peru og Chile.