Daglige smerter, en konstant tissetrang og flere dage med sygdom. Som BT skrev torsdag, er det i disse dage virkeligheden for rigmanden og realitystjernen Karsten Ree, efter at han for nylig indledte behandlingen for den kræftsygdom i blæren, som blev opdaget tilbage i april.

Behandlingen foregår på Herlev Hospital, hvor han en gang om ugen får skyllet blæren med særlige stoffer, Calmette-vaccine, der skal slå kræften ned. Og det er altså eftervirkningerne af den behandling, som tynger den 70-årige mange-millionær.

Men smertehelvedet er måske forgæves. Sådan lyder det nu fra Blærekræftforeningen, der rådgiver patienter og deres pårørende, som er blevet ramt af den frygtelige sygdom.

Læs også:

Her er holdningen, at Calmette-skylningerne kun holder kræften nede, men aldrig får udryddet sygdommen helt.

»Vi vil så gerne hjælpe manden på vej, så han kan se lyset for enden af tunnelen, men vores erfaring er, at de her skylninger ikke hjælper en hujende fis,« siger Marianne Widstrup, der taler på vegne af Blærekræftforeningen, hvor hun er bestyrelsesmedlem.

»Karsten Ree står lige nu midt i et sandt helvede. Han slæber rundt på alle de her influenzasymptomer, som er en kendt bivirkning af de Calmette-skylninger, som han får, men det bliver ikke bedre, skal jeg hilse at sige.«

»Nu bliver han skyllet i en længere periode, så holder han en pause, og så går de i gang igen. Men på et tidspunkt giver lægerne op, fordi de ikke kan holde blærekræften nede. Og så skal han alligevel igennem en operation, som han lige så godt kunne have fået foretaget med det samme,« siger hun.

Læs også:

Hvis kræften ikke har spredt sig til andre dele af kroppen, kan man blive kureret for blærekræft ved at få fjernet hele blæren. Men Marianne Widstrups erfaring er, at mange - typisk mænd - giver skylningerne en chance, fordi en blæreoperation betyder, at mændene bliver impotente.

»Når mænd ringer til mig og siger, de har fået blærekræft, så er det første spørgsmål som regel: Hvad med mit sexliv? Og der kan vi lige så godt være ærlige at sige, at sexlivet forsvinder ved en operation.«

»Det er naturligvis en kæmpe udfordring, man skal over som mand, men man skal huske på, at man kan og vil blive hjulpet bagefter,« siger hun.

Læs også:

Skulle Karsten Ree på et tidspunkt komme overens med den tanke, så er der tre forskellige operationer at vælge imellem, forklarer Marianne Widstrup.

»Normalt får man meget kort tid til at beslutte sig. Og så ligger man dér, ens hoved er ved at eksplodere med nye informationer, og du kan hverken finde ud af det ene eller andet.«

»Men alt det er jo noget, vi gerne vil hjælpe ham med, så han ikke sidder der og er helt fortvivlet over en masse valg, som han ikke har en kinamands chance for at vurdere. Vi findes, vi er her, og han er hjertens velkommen til at kontakte os,” lyder opfordringen fra Marianne Widstrup.

Hun har i øvrigt selv haft kræft i blæren, men blev rask, da hun fik opereret blæren bort. Hun lever i dag fint med en stomipose.