Caitlyn Jenner, tidligere OL-stjerne Bruce Jenner og Kim Kardashians stedfar, stod onsdag aften frem på tv, da hun leverede en rørende og dybtfølt takketale ved EPSY Awardshow i Los Angeles. Se videoen over artiklen.

Den tidligere OL-guldmedalje-vinder Bruce Jenner viste sig tidligere på året frem som den smukke transkvinde Caitlyn Jenner. I et overvældende stående bifald fra publikum modtog hun onsdag aften prisen for mod og tapperhed ved EPSY awardshow, hvor sportsstjerner bliver hyldet.

»For bare få måneder siden, havde jeg aldrig mødt en transseksuel - en som mig,« sagde Caitlyn Jenner på scenen i en elegant, hvid kjole og fortsatte:

»Som I har set, har jeg håndterede min situation på egen hånd, i det private, og det har taget mig på en rejse, som har været enormt lærerig. Det har været øjenåbnende, inspirerende, men også skræmmende,« sagde hun.

Prisen er opkaldt efter tennis-legenden Arthur Ashe, og bliver overrakt til dem, hvis mod og tapperhed strækker sig ud over boldbanerne og idrætshallerne. Tidligere har personer som Muhammad Ali, Nelson Mandela og Billie Jean King modtaget prisen.

Caitlyn Jenner sagde i sin takketale på scenen, at hun vil være med til at skabe mere fokus på de udfordringer, som transseksuelle står overfor og gøre emnet mindre tabubelagt.

»Jeg har et klart ansvar og formål med at stå frem. At fortælle min historie på den rigtige måde, for mig, og blive ved med at lære. At gøre, hvad jeg kan, for at ændre på den måde vi ser på transseksuelle på, hvordan transseksuelle bliver behandlet og så for at fremme et meget simpelt budskab: Accepter mennesker som de er, accepter dem for deres forskellighed,« sagde hun

I den entusiastiske og rørende tale, fortæller den 65-årige prismodtager, at forvandlingen fra mand til kvinde har været meget hårdere, end hun nogensinde havde forventet og slår fast, at sådan er det for rigtig mange andre.

»På grund af det, fortjener transseksuelle noget helt afgørende. De fortjener jeres respekt,« siger hun og fortsætter efter et stort bifald fra publikum:

»Og med den respekt, får vi et mere medfølende samfund, et mere empatisk samfund og en bedre verden for os begge.«

Caitlyn Jenner kunne ikke holde tårerne tilbage, da hun takkede sin familie for den store opbakning. Se hele talen i videoen over artiklen.

Kim Kardashians mor har tidligere været gift med Bruce Jenner, men i 2013 kom det frem, at de to skulle skilles.

»Nu får jeg endelig mulighed for at leve det liv, jeg ønsker,« udtalte Bruce Jenner dengang.

Han har efterfølgende været gennem en hel række plastikoperationer og hedder altså nu Caitlyn Jenner.