Kandis-stalker på færde igen

For blot to måneder siden valgte politiet at udstede et polititilhold til 49-årige Belinda Jensen. Nu står hun til bøde.

Kvinden har, i følge Johnny Hansen fra Kandis, chikaneret ham og hans familie igennem mere end to år, og i februar fortalte han til BT, at han havde meldt kvinden til politiet.

Nu har den 49-årige kvinde fra Præstø angiveligt overtrådt forbuddet og kan forvente at modtage en bøde på 3.600 kroner. Det fortæller hun selv til BT.

Læs også: Efter chikane: Belinda må ikke nærme sig Kandis-Johnny i fem år

- Politiet har været forbi og fortalt, at Johnny Hansen har fået endnu et brev, som skulle være fra mig. De sender mig en bøde på 3.600 kroner, som jeg vil modtage snart. Men jeg har ikke sendt noget brev, jeg kender ikke engang hans adresse, siger Belinda Jensen, der igennem hele forløbet har nægtet at stå bag chikaneringerne.

- Jeg vil ikke betale den bøde. Jeg har kontaktet en advokat, for det kan simpelthen ikke være meningen, siger hun.

Vrede breve

I maj måned modtog Belinda Jensen et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor det fremgik at hun ikke måtte ’krænke Johnny Dahlgaard Hansen og Gitte Mortensens fred ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter de pågældende.’

Ifølge Johnny Hansen har kvinden sendt vrede breve og Facebook-beskeder siden starten af 2010. Det begyndte kort tid efter, at han offentliggjorde sit forhold til kæresten Gitte Mortensen.

Johnny Hansen var i mange år gift med Helle Bekhøj, som han har to døtre med. I december 2008 valgte hun at tage sit eget liv, og kvinden har angiveligt beskyldt Johnny Hansen og Gitte Mortensen for at stå bag Helle Bekhøjs død.

- Johnny og Gitte er mordere. De har slået Helle ihjel, er der blandt andet blevet skrevet på Johnny Hansens Facebook-væg.

Samtidig er de begge blevet beskyldt for utroskab. Da Johnny Hansen i januar meddelte, at parret ventede deres første fælles barn, stod der kort tid efter på Facebook, at Kandis-sangeren umuligt kunne være faderen, da Gitte Mortensen har set andre mænd.

Går til psykolog

Belinda Jensen fortæller, at hun hverken har sendt breve eller skrevet beskeder til Johnny Hansen på Facebook.

- Der er nogen, der har misbrugt min Facebook-profil, og jeg har nu fået den slettet, siger hun og fortæller, at det ikke kun er Johnny Hansen og familien, der føler sig chikaneret.

Hun er også begyndt at modtage trusler fra Kandis-fans.

- Jeg går til psykolog. Det er virkelig hårdt det her, siger hun og håber, at beskyldninger snart stopper, og politiet finder ud af, at hun ikke står bag.

Hverken politiet eller Johnny Hansen ønsker at udtale sig

Stalkere

Stalkere kan inddeles i 5 grundtyper

Den afviste: Er blevet afvist af et andet menneske, som kan være en partner, kæreste, date, ven, nabo, bekendt og lignende. Denne type kan være meget vedholdende, typisk i flere år. De opfatter ofte sig selv som offer.

Den intimitetssøgende: Ønsker at etablere en intim relation med et udvalgt andet menneske. Er typisk meget vedholdende og uanfægtet af offerets negative respons. Findes ofte i gruppen, der stalker berømte.

Den inkompetente: Søger en partner gennem metoder der i sig selv har en modsatrettet virkning.

Den hævngerrige: Forfølgelsen opstår som en respons, på stalkerens oplevelse af krænkelse eller fornærmelse, hvor stalkingadfærden har til sigte at hævne og retfærdiggøre dette. Drives af behovet for at skabe frygt og at spolere offerets liv.

Den psykopatiske: Er relativt sjældne. Søger at opnå seksuel tilfredsstillelse og kontrol. Mens tilfredsstillelsen vil være en indbygget del af stalkingen, så vil adfærden typisk bestå i forberedelse til overfald.

Kilde: Dansk Antistalking Forening

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her