Da Johnny Hansens kone Helle døde for snart to år siden, faldt hverdagen fra hinanden. Men i dag skinner solen igen over parcelhuset i Hurup. Og forsangeren i Danmarks mest populære danseband Kandis stråler trods sorgen.

- Vi har alle været igennem en ret stor tragedie. Det har tæret på kræfterne. Men det har også bragt os tættere sammen, siger Johnny Hansen i tv-programmet 'Far, mor og Berømt', der for nylig blev vist på TV3.

Og uden her at sige et ord i dén forbindelse sidder en stor del af årsagen til den nye lykke side om side med Johnny.

Noget tid efter at Johnnys kone Helle valgte at begå selvmord, rendte entertaineren nemlig på ét af sine 200 årlige spillejobs ind i Gitte Mogensen fra Fyn.

I dag er de to kærester. Gitte er fornylig flyttet ind i huset i Thy. Og især popstjernens yngste datter Caroline på 14 år har tydeligvis bundet et tæt og stærkt bånd til sin nye 'stedmor'.

- Det var dejligt, at der var nogen, når man kom hjem fra skole, siger den kønne blonde pige, der var en stor del af årsagen til at Gitte turde tage det store spring fra Fyn til Hansen-hjemmet i Jylland.

Ikke 'mor', men 'ven'

Det er Gitte, der forklarer:

- Caroline ringede til mig og sagde, at der var noget, hun gerne ville snakke om. Og da vi mødtes, gav hun mig bare det største kram. Hun fortalte mig, at hun var rigtig glad for, at jeg var der. Og hun sagde, at hun ville blive glad, hvis jeg flyttede herop. Hun holdt bare om mig. Og jeg kunne høre, at hun græd lidt.

Carolines storesøster Cecilie på 17 år er knap så åben omkring sine følelser. Hun blev hjemme, da TV3s interview fandt sted i København.

Men diverse scener fra hjemmet afslører, at også hun føler sig tryg med Gitte.

- Jeg har med vilje ikke prøvet at blive deres nye mor. Med min egne ord er jeg mest en god ven, forklare Gitte, der virkelig har gjort sit for ikke at overvælde pigerne.

Derfor står Gittes ting også stadig pakket ned i flyttekasser. Hun forstår nemlig, at forandringen allerede nu har været stor for pigerne.

Når han således især i perioden fra april til september er væk de fleste hverdage, er det Gitte, der styrer huset i Hurup. Og det gør hun til topkarakter.

Johnny er taknemmelig

- Gitte gør virkelig en fantastisk indsats. Hun får tingene til at fungere i hjemmet. Og det betyder meget for mig. Der skal være ro på. Alle skal være glade. Hvis basen i hjemmet ikke fungerer, så fungerer jeg nemlig heller ikke ude på mit job, siger Johnny Hansen.

Og han ved kun alt for godt, at opgaven har været stor.

- Et nyt forhold med to teenagepiger. Det har ikke været lige let, siger Johnny med et stille smil.

Den kendte popsanger afslører også, at hans fans til tider kan være lidt nærgående.

Ofte står de uden for huset for at se, hvordan idolet bor. Dét kan især godt være svært for døtrene. Men Johnny maner til ro. Og alle har efterhånden lært at leve med berømmelsen.