Selvom hun blot er tre år gammel, er Hollie Nolia Kiesa Vang allerede ved at slå sit navn fast i kendisdanmark.

Med egen hjemmeside, webshop, tøjkollektion og næsten 30.000 følgere på sin egen Instagram-profil, der dog styres af mor, kommer det ikke som en overraskelse, at hun, moderen Mascha Vang, er typen der går all in.

Det var også tilfældet, da den lille charmetrold fejrede sin første fødselsdag.

Det fortæller Mascha Vang selv i onsdagens afsnit af Kanal 4-programmet ’Julies Madselskaber’ med skuespillerinden Julie Zangenberg.

Her fortæller den populære blogger og forretningskvinde Mascha Vang, at hun har droppet at holde Hollie Nolias fødselsdag i hjemmet efter dén dag.

»Men så er det også fordi, så går jeg all in,« siger hun.

Læs også: Ensomhed, brud fra kæresten og et barn med kolik: Derfor oprettede Mascha Vang sin blog

»Der var alt for mange kager. Jeg blev nødt til at gå rundt i de mange vuggestuer i området og give dem kager til sidst, for vi kunne jo ikke spise dem, altså! Det var jo slotte og alt muligt. Så det tog overhånd. Og jeg holdt det over tre dage, fordi der var så mange gæster, og jeg havde jo ikke tænkt over, at min lejlighed ikke var så stor,« fortæller hun.

Siden den dag har hun sørget for at få en lokal café til at lukke, så hun selv kan indtage den med balloner, egen medbragt kage og gæster i massevis – og derefter slippe for oprydningen.

»Og hvad er så vigtigt med kagen?« spørger Julie Zangenberg, som i sit nye madprogram bl.a. viser, hvordan man laver lækker og nærende mad fra bunden.

Men rene råvarer, spelt og sundhedstrends er tilsyneladende ikke dét, der driver den ambitiøse mor, som har ét krav til datterens fødselsdagskage:

»Den skal virkelig være flot!« griner hun.