Instruktøren Lars Von Trier og hustruen Bente Trier skal skilles efter 20 års ægteskab.

Det oplyser Hammer PR & Kommunikation på vegne af parret i en pressemeddelelse.

Filminstruktøren var i mange år gift med Cæcilia Holbek Trier. Men i 1996 faldt han pladask for Bente, sin datters skolelærer, og besluttede en dag at fri til hende. Også selv om de aldrig havde udvekslet et kærligt ord eller så meget som havde rørt ved hinanden.

Læs også:

Hun sagde ja, og filmmanden måtte hjem og meddele sin kone, at han ville skilles. En udmelding, som ikke kun kom som en kæmpe overraskelse, men også blot tre uger efter hun havde født deres anden datter, og hun stadig lå alvorligt syg med bækkenbundsløsning.

Men Lars von Trier måtte have Bente.

»Så tog vi på hotel og lukkede øjne og ører,« sagde Von Trier i bogen 'Geniet - Lars von Triers liv, film og forbier' fra 2012.

Prisvindene og kontroversiel

Lars Von Trier har gennem årene fået masser af opmærksomhed - både for sine film, men også en række opsigtsvækkende udtalelser, depression og misbrug.

I 2007 fik han konstateret en alvorlig depression, som truede hans karriere og senere, i 2011, gik Lars Von Triers udtalelser under filmfestivalen i Cannes omkring, at 'han forstod Hitler' verden rundt. Efter udtalelserne blev han smidt ud fra festivalen, ligesom instruktøren blev politianmeldt og afhørt.

Udtalelserne førte til flere års offentlig tavshed, men i 2014 afslørede Lars Von Trier, at han i mange år havde kæmpet med massive misbrugsproblemer, men at han nu var i behandling og gik til møder i Anonyme Alkoholikere. Året var samtidig præget af stor succes, da Von Triers film 'Nymphomaniac Director's Cut' vandt otte Robert-priser.

Tidligere i år fortalte filminstruktøren, at han var begyndt at drikke igen. Det proklamerede Von Trier under et interview på Københavns Universitet af lektor i Film- og medievidenskab, Peter Schepelern, i et auditorium foran flere hundrede studerende.

»Jeg drikker moderat, men måske ikke moderat nok,« sagde han ifølge Soundvenue.

»Jeg har det skide dårligt i øjeblikket. Jeg tuder og tuder… Ja, en følsom mand,« tilføjede han samtidig.

Der er ingen kommentarer til skilsmissen fra hverken Bente Trier eller Lars von Trier, skriver Hammer PR & Kommunikation i pressemeddelelsen.