På syv intense uger med maksimalt fire en halv times søvn i døgnet skabte Jussi Adler-Olsen sit femte bind i fortællingen om Afdeling Q. Det gør han aldrig igen.

Den 62-årige forfatter begriber stadig ikke, at det lykkedes ham at få sin 500 sider lange roman færdig til tiden. Bogen blev udskudt igen og igen, men nu får han bogen ud inden julesalget – og inden for forlagets regnskabsår er omme.

- Jeg fatter stadig ikke, at jeg nåede det, siger han og skæver til den grålige bogforside med den røde titel ‘Marco effekten’.

Fra 10. august til 27. oktober i år skrev han det meste af bogen. I fire-fem uger skrev han så intenst, at han næsten ikke sov. Mødte klokken 8.00 på arbejdspladsen, der stadig findes i forlængelse af sit hjem i Allerørd, klarede ‘udenomsarbejde’ - aftaler med forlag osv. - frem til klokken 15, og skrev dernæst på bogen de næste 12 timer.

- Jeg fik ingen nattesøvn, og jeg forsømte alt omkring mig. De betingelser skal man ikke skrive under, så dør man! Jeg var helt flad til slut, siger han.

27. oktober fik Politikens forlag bogen i hånden og så blev der redigeret og skrevet om.

- Det kan godt være, man føler, man er blevet så professionelt, at man skriver fejlfrit, men intet kan være mere forkert, har jeg erfaret! Men den er blevet, akkurat som jeg ønskede. Mavefornemmelsen er god, og jeg er glad - omstændighederne taget i betragtning.

I morgen er det anmelderne, der får lov til at sætte deres røde streger og dosere stjerner. Men Jussi Adler-Olsen er videre. Han skriver allerede på næste bind. Her skal vi til Bornholm og nok også et smut til tropeøen Mauritius, hvor han netop er kommet hjem fra.

Fra nu af går skriveåret fra 1. november til 1. maj, så må ‘udenomsarbejde’ – bogmesser og PR-rejser – prioriteres benhårdt ind i sommer og efterår. Det andet dør man af, som Jussi Adler Olsensiger med sit glimt i øjet og sans for drama.