Nu er tyskerne også hoppet med på hans hårrrejsende krimibølge i en sådan grad, at hans anden roman om Afdeling Q, 'Fasandræberne', er strøget direkte op på en førsteplads på den tyske bestsellerliste.
Og Jussi Adler-Olsen nøjes ikke med førstepladsen. På listens tredieplads finder man nemlig 'Kvinden i buret' - første Afdeling Q krimi - som har befundet sig på listen stort set siden udgivelsen.
Den danske krimi-konge sætter sig ikke kun på tronen i Tyskland. Også i Holland sælger ovennævnte to krimier så blodet sprøjter.
Tredie roman i serien, 'Flaskepost fra P' er endnu ikke udgivet i udlandet, men ligger til gengæld stadig på den danske bestsellerliste.




















