Den succesrige danske krimiforfatter måtte ty til bodyguards under tysk bogmesse

Nok er den internationale bogmesse i Frankfurt den største af sin slags i verden, men det hører alligevel til sjældenhederne, at en dansk forfatter må lade sig beskytte af bodyguards. Omvendt er der heller ikke meget, der hører til almindelighederne, når det kommer til Jussi Adler-Olsen, der sidste år skrev sig til et overskud på 14
millioner i sin personlige pengetank.

Dette måtte herremagasinet Euroman sande, da det satte sig for at følge - eller for at blive i bladets krimiterminologi: skygge - Danmarks for tiden bedst sælgende forfatter på charmeoffensiv i Tyskland. Her skulle han promovere sin populære krimiserie om Afdeling Q og dens egenrådig og dovne vicepolitikommissæren Carl Mørck.

Men selvom - eller rettere sagt nok på grund af - at Jussi Adler-Olsen sjældent gør brug af ordet 'nej', når nogen kræver hans opmærksomhed, så blev han til sidst kørt træt af bogentusiaster, journalister, forlagsfolk og kvinder, der vil kindkysses.

- På frankfurtermessen var interessen for danskeren voldsom. Efter at han tre dage i træk havde signeret bøger til lange køer af læsere, gennemført interview med tyske radio- og tvstationer, optrådt på messescenerne foran et koncentreret lyttende publikum og holdt møder med internationale forlæggere, agenter og manuskriptforfattere, som ønskede at filmatisere hans bøger, kom der et tidspunkt, hvor forfatteren, træt, sulten og ude af stand til at rumme flere henvendelser, måtte sige det til sine vagter, som det var: 'Beskyt mig', lyder beskrivelsen af den heftige interesse for forfatteren.

De fleste i Jussis nærvær får dog, hvad de kommer efter. Således også den kvinde, der efter et oplæg i det tyske udenrigsministerium, spørger, om hun må få et kys. Men det koster.

For selvom den danske forfatter lagde Tyskland for sine fødder, og hans tyske forlag klappede ham verbalt på skulderen efter PR-rundrejsen, så koster det tid og kræfter. En dag væk fra skrivebordet i Allerød, koster ham fem sider, en uge i Tyskland, inklusive forberedelse og efterfølgende restituering koster ham 50 sider.

- For en bog, der sælges i flere hundrede tusind eksemplarer i 38 lande, svarer det til mange millioner kroner for forlaget. Ikke fordi han tænker sådan, men det er sådan, virkeligheden er. Tiden er knap, men det er svært at sige nej, når folk viser interesse, lyder det i Euroman.

Derfor er Jussis femte bog i serien om Afdeling Q, Marco Effekten, udsat. Endnu engang. Den skulle være udkommet til maj. Nu når han med nød og næppe at få den ud, inden det vigtige julesalg - og forlagets regnskabsår er omme.