Da Jussi Adler-Olsen mistede sin kuffert fuld af research på en rejse tidligere i år, var han også tæt på at vinke farvel til sit højt elskede tastatur fra 1992. Det er det samme 20-årige gulnede tastatur, han har skrevet alle sine otte succesromaner på.

 

Den uundværlige kuffert blev mistet på en tur til Barcelona. Og al bagage i to lufthavne måtte rodes igennem, før den uvurderlige research og det legendariske tastatur nåede sin ejermand efter 12 nervepirrende dage.

Da bt.dk ringer til forfatteren, må han erkende, at det var risikabelt at have så vigtige artikler, notater og udklip i kufferten frem for håndbagagen. Men der var simpelthen ikke plads i kabinen.

- Jeg går virkelig i dybden med min research. Jeg læser ikke bare en artikel på nettet, så jeg har en masse vigtige papirer i fysisk form. Bl.a. kopier af originale dokumenter fra Det Kongelige Bibliotek, fortæller Jussi Adler-Olsen, der derfor måtte have en hel kuffert på 20 kilo ved siden af sin almindelige bagage.

I den lå udelukkende researchdokumenter, skriveredskaber - og tastaturet.

- Det handler ikke om nørderi og gadgets. Men jeg har skrevet alle mine otte romaner på det, så noget må det kunne gøre, slår den millionsælgende forfatter fast og uddyber:

- Det fungerer bare. Jeg kan ikke skrive på en bærbar, og de tastaturer man kan købe i dag er ikke lige så gode. Man kan ikke vide, om knapperne klaprer, og når jeg er i udlandet kan jeg ikke få fat i et med dansk tastatur, siger forfatteren, der derfor fik et nyt tastatur med kurerpost til Barcelona.

Da var der gået fem dage, hvor bestseller-forfatteren nærmest havde mistet al energien. Uden sit materiale kunne han kun så småt begynde at gå i gang med en synopse.

- Det var ikke et spørgsmål om liv eller død. Jeg skulle nok få udgivet bogen. Men hvis kufferten ikke var dukket op, var jeg sat en hel del tilbage og havde nok ikke fået udgivet den i år, siger Jussi Adler-Olsen, der heldigvis nåede det.

Den femte bog i serien om Carl Mørk, 'Marco Effekten' blev færdig og er klar til udgivelse 6. december.

Efter at have endevendt hver en kuffert fandt man nemlig endelig kufferten i lufthavnen i Frankfurt. Godt ramponeret og uden bagagemærker.

Den ihærdige medarbejder hos Jussi Adler-Olsens spanske forlag, der troligt mødte op hver dag for at spørge efter kufferten, står nu til at få et par varme ord og en tak i den nyeste bog.