Kvinder er for kritiske over for deres egen krop, mener Julie Berthelsen, der også i mange år har slået sig selv oven i hovedet og sagt, at hun ikke var helt god nok endnu. Men ikke længere.

»Hold kæft, hvor var jeg toptunet! Hold kæft, jeg så godt ud!«

Sådan tænkte Julie Berthelsen, da hun for nylig fandt et billede af sig selv, fra dengang hun vejede 68 kilo. Det er nogle kilo siden, og selvom sangerinden i dag kan kigge på det gamle billede med et anerkendende nik til den flotte figur, så var det ikke tilfældet dengang, fortæller hun ifølge TV 2 til magasinet Q.

Første gang den 37-årige sangerinde blev gravid, tog hun 25 kilo på og måtte efterfølgende kæmpe sig tilbage til de omtalte 68 kilo med motion og sund mad. Alligevel blev hun aldrig tilfreds. Dellen var der jo stadig, mente hun. Selvom Julie Berthelsen i dag altså kan kigge på billederne og undre sig over, at hun kunne stå dér og være i mål med sit vægttab uden at kunne se det eller glæde sig over det, skriver magasinet.

Da hun for nylig blev mor til sit andet barn, havde hun også taget 25 kilo på. Men denne gang gad hun ikke gå rundt og være ked af sin vægt. Hun var træt af at træne benhårdt og forbyde sig selv at nyde livet blot for at jagte en krop, som hun alligevel aldrig ville blive helt tilfreds med.

Hun var træt af at være én af de mange kvinder, der konstant slår sig selv oven i hovedet med overbevisningen om, at det altid kan blive bedre.

Derfor skrev hun sidste år 'Sund balance',der er en personlig fortælling om sangerindens egen jagt på at finde en balance, hvor hun kan være sund, mens hun lever et liv, som gør hende glad. At være glad for sig selv handler nemlig om meget mere end vægt, krop og udseende.

»For mig er den naturlige vægt nu engang 75-80 kilo, og jeg synes altså, jeg ser godt ud – også når jeg vejer 80 eller mere, som jeg gør lige nu,« siger Julie Berthelsen til magasinet Q.

Hun ved godt, at hun så flot ud, dengang hun havde kæmpet for det. Men var det virkelig det værd at træne så benhårdt, spise på en bestemt måde og stræbe efter noget andet hele sit liv?

Nej, mener Julie Berthelsen, der hellere vil fokusere på, hvornår hun er glad.

For nylig blev det afsløret, at Julie Berthelsen er med på holdet, når danseprogrammet 'Vild med Dans' blænder op for endnu en sæson på TV 2.

»Jeg har fået at vide, at man kommer i sindssygt god form af at være med i 'Vild med dans', og det glæder jeg mig rigtig meget til. Det er noget, jeg har savnet, og som jeg trænger til, efter der har været gået børn i den de sidste fem år,« fortalte Julie Berthelsen i den forbindelse til tv-stationen.

For hun vil da stadig gerne tabe de sidste 15 kilo og stramme maveskindet op. Men ikke for enhver pris.

Artiklen fortsætter under billedet.

Julie Berthelsen optræder på Mitdfyns festival i 2003. Kort tid efter, at hun blev nr. 2 i Popstars og et kendt ansigt i Danmark.
Julie Berthelsen optræder på Mitdfyns festival i 2003. Kort tid efter, at hun blev nr. 2 i Popstars og et kendt ansigt i Danmark. Foto: Maria Hedegaard
Vis mere

Privat er Julie Berthelsen gift med håndboldspilleren Minik Dahl Høegh, med hvem hun har børnene Casper og Sia.

Den 37-årige sangerinde blev i 2002 landskendt, da hun blev nummer to i Popstars efter Jon Nørgaard. Siden har hun udgivet fem album, vundet tre 'Danish Music Award'-statuetter og deltaget i et hav af tv-programmer.

Inden længe vil hun give sig i kast med foredrag om positive tanker og sund balance i egen krop. Det har indtil videre arbejdstitlen 'Size Happy'.