I skolen spillede Jørgen de Mylius blokfløjte. Han kunne godt tænke sig at være piano-ekvilibrist ligesom rock’n’roll-idolet Jerry Lee Lewis. Men lige siden sin 1963-debut som DRs yngste radiovært har pick-up’en været Mylius’ instrument og våben. Og efter nytår fejrer den stilskabende mediemand 50 års jubilæum hos Danmarks Radio.

Hvis Jørgen de Mylius var lavet af det samme skrøbelige materiale som os almindelige dødelige, havde han forlængst givet op. Lige siden han som 16-årig for første gang satte sig ved mikrofonen i DRs studie, er kritikken nemlig haglet ned over ’Mylle’. Men fra dag ét var det begejstringen og kærligheden til musikken, der drev værket.

SE BILLEDERNE: JØRGEN DE MYLIUS HAR 50-ÅRSJUBILÆUM

Og når pressen, de kendte og alle vennerne på 50-års dagen (29. januar 2013) samles i Koncerthuset for at hylde Mylle, er det den selvsamme begejstring, der vil lyse ud af jubilarens øjne.

50 år hos DR! Hvordan føles det?

- Når jeg laver et program i dag, føles det på samme måde, som da jeg lavede det første program. Jeg er opslugt af at formidle nogle gode stunder og oplevelser ud til andre.

Det var ikke altid lige let. Fortæl om begyndelsen hos DR.

- Det var svært, fordi jeg hele tiden fik at vide, hvor dumt det hele var og det hele lød. Anmeldere, der dengang anmeldte radioudsendelser, var med nogle få undtagelser ikke glade for mig, og i DR havde jeg en plads, fordi ingen andre ville røre ved det med en ildtang.

Hvornår vendte vindene hos DR?

- For radioens vedkommende gik der ikke så mange år. De første 2-3 år var ensomme på den måde, at jeg snakkede med mig selv om det hele i radioen. Jeg husker ingen for alvor formildende omtaler før omkring 198 4. Men man skal huske på, at lytterne og seerne var der - altid.

Det første møde

Hvordan havde du det med overgangen fra radio til tv?

- Jeg sagde ja til at relancere Melodi Grand Prix i 1977. Men stemningen blandt medarbejderne i TV-UHA var meget anti-grand prix. Og mit første møde med kollegerne var ikke så smukt. Souschefen sagde, netop da jeg var trådt ud af elevatoren: 'Nå din lille pissemyre, hvad fanden skal du? Musik hører til i radioen. Din tid her blir’ ikke lang.'

Knallerter, Jagger og nøgne piger: Se billederne fra Mylius' vilde liv

Du har aldrig været bange for at indrømme, at du elsker en god popsang. Var det svært at gå imod strømmen?

En gang imellem har jeg da tænkt, at det var lettere at være medløber og lade som om at tidens trends var det eneste rigtige. Men i dag er jeg glad for, at jeg jeg stod fast på mine egne synspunkter.

Hvordan har janteloven det i dag?

- I dag får jeg ikke så meget kritik. Vi er i småtingsafdelingen. Tværtimod blir’ jeg daglig rørt af, at folk i deres mange mail til mine programmer skriver og siger tak for de mange års musik. Men det er jo mig, der siger tak. Tak fordi de så og lyttede og stadig gør det.

Når du har et sjældent ledigt øjeblik, hvad lytter du så selv til?

- Jeg lytter faktisk mest til de nyheder, der kommer til mig for at sætte det hele i perspektiv - og så er tiden ikke til så meget mere. Det er sjældent, jeg sætter en gammel vinyl-lp med Fats Domino på. Men det skulle jeg måske unde mig selv en gang imellem.

Hvorfor tænder de gamle rock’n rollere dig stadig?

- De sang og skrev, bare fordi de ikke kunne lade være. Der var ikke den der trang til at være kendt eller blive millionær i en fart eller sådan noget. Den ærlighed skabte gudbenåede sange.

Mærk godt efter

Hvad er det vigtigste, du har lært. Og hvilket råd ville du give den 19-årige Jørgen de Mylius?

- Det vigtigste, jeg har lært, er, at med ærlighed og naturlighed kommer man længst på lang sigt. Og rådet til mig selv ville være: Mærk efter om du glæder dig til dit arbejde...lige så meget som du glæder dig til dit privatliv. Hvis det er tilfældet, er det den vej, du skal.

Hvad er det, du kan, som ingen andre kan?

- Ingenting. Der er mange der kan det, jeg kan. Men det lykkes for mig at formidle min begejstring videre. I stedet for mange, der i dag mere er på for at blive kendte. Det har aldrig været et mål for mig.

Hvorfor elsker du stadig jobbet?

- Fordi det er en integreret del af mit liv. Jeg har det fint, når jeg henter mine piger fra skole, men jeg har det også fint, når jeg formidler noget, jeg holder af gennem medierne, eller i et festtelt.

Fuld fart på 2013

Hvordan ser 2013-planen ud?

- Fuld fart på samme formidling. DR har valgt at ændre min ’Eldorado’-udsendelse til en weekendudsendelse lørdage kl. 16-18. Og så har de bedt mig bruge nogle kræfter på at hive lyttere over på P5 ved at genoplive ’HitHouse’ på hverdage kl. 17-18. Jeg har desuden et fast ugentligt program, der hedder ’Danskpoppen’. Så jeg mangler ikke min yndlingsbeskæftigelse.

Har du nogle pensionsplaner?

- Nej, det ved gud jeg ikke har. I medieverdenen, skuespillere, kunstnere m.fl. er det ofte sådan, at der ingen planer er. Min gamle ven Cliff Richard har forlængst passeret 70 år, og han har lige indledt en turné med nyfortolkninger af de gamle rock’n roll-melodier, som han også elsker.

LÆS OGSÅ: En legende vender hjem: Mylle tilbage til Melodi Grand Prix