Han mistede Gasværket. Han blev forvist fra Zentropa. Han var persona non grata. De tog alt fra ham. Der var ingen udvej. Han var et forkomment menneskedyr fanget i et Michael Kvium-lærreds mørke. Han var igen drengen, der klædte om for sig selv. Det var en nulstilling, og derfra begyndte Jon Stephensens vej ud af mørket.
Jon Stephensen kommer tilbage efter at have afleveret sin femårige datter, Rose, og deleladcyklen hos Roses mor på Østerbro. Han har tænkt over det, mens han har cyklet gennem byen. Der hænger en dråbe snot ud af næsen på ham, som han forsøger at få væk, mens han begejstret taler videre.
»Rasmus, det er jo nærmest akter. Vi har talt om kampen, anerkendelsen og fyringen. Det, vi nu er kommet til, er nulstillingen. Det er vigtigt, for på en måde er der også noget befriende over fyringen. Det er en chance for at starte forfra. Hvor skulle jeg være gået hen efter Østre Gasværk, hvis jeg ikke var blevet fyret? Så ville jeg været blevet en del af det etablerede, og så er det slut med at sige sin oprigtige mening, « siger han.
Mens vi følges ad ind i den lille christianshavnerbaggård, taler han videre om, at teatret skal befinde sig på tynd is, hvor der er noget på spil. At kulturen er vores fælles erindring. Det, der skal minde os om det, vi er ved at glemme, i et demokrati uden opposition.
»Så vi pludselig forstår mere af os selv, fordi vi er blevet ramt i både hjernen og hjertet.«
Nogle dage senere sender han mig en sms, hvor der står:
»This is my time – sådan føler jeg det for første gang meget længe.«
Overalt i den lille lejlighed i tre etager er der tegn på den vigtigste grund til, at han kom videre. Man kan se det på Frostkalenderen, der er lænet op ad den hjemmelavede reol af grønne mælkekasser i køkkenet og på Lego prinsesseslottet i stuen, og i alt det lyserøde, der ikke fandtes i det andet liv før nulstillingen.
Før genfødslen.
»Der er altid noget, der er godt,« siger han.
Den kommercielle kunstner
Seks år tidligere, helt præcist om morgenen tirsdag 5. januar 2010 sad Jon Stephensen sammen med Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, på Cafe Wilder på Christianshavn. I det øjeblik ramte hans liv nulpunktet.
Få måneder tidligere var Københavns utvivlsomt mest succesfulde teaterdirektør blevet fyret fra Østre Gasværk, som han havde braget ind i 00’ernes bevidsthed med store kommercielle succeser som »Festen« og Beatles-teaterkoncerten »Come Together«.
Gasværket er Københavns store scene, og i de sæsoner, hvor Gasværket er fyldt, går det godt for de københavnske teatre. Dengang gik det godt. Men undervejs gik noget galt. Måske var Jon Stephensen for kantet og for kommerciel, måske havde den etablerede teaterverden bare ondt i røven over hans succes med Dr. Dante, Det Kongelige Teater, Dogmefilmene, Aveny-T og Gasværket.
Hans øverste ledelse i organisationen Københavns Teater var ikke glad. Direktøren beskrev offentligt Jon Stephensen som mere købmand og opportunistisk markedsføringsmenneske end kunstnerisk visionær chef.
Jon Stephensen klagede over udtalelsen dengang, og han bliver stadig fortørnet, når han hører ordene, der faldt samtidig med, at en fuldstændig hudløs Paprika Steen opførte sin Martha til Gasværkets opsætning af »Hvem er bange for Virginia Woolf?«, der fik morgenavisernes teateranmeldere til at antænde stjernekastere på himlen over det gamle gasværk.
»Vi fik seks hjerter i Politiken. For en Politiken-læser som mig er det sgu stadig stort,« siger Jon Stephensen.
Succesen blev fulgt op med en samproduktion mellem teatret og Rocazino-komponisten Jesper Winge Leisners selskab om dennes musical »Elsk Mig i Nat«, hvor det folkelige blev kørt ud i sin yderste potens, da hovedrolleindehaverne blev udvalgt via et realityshow på Kanal 5, som en og anden nok kunne rynke på næsen af.
Musicalen blev endnu en publikumssucces, og på trods af Kanal 5 og reality havde Jon Stephensen så godt fat i publikum, at han nærmest var synonym med en ny folkelig finkultur, hvis en sådan findes.
Manden med det lange hår, der blev født i Betlehem sogn 24. december kunne næsten gå på vandet, og måske derfor åbnede han en flanke, da han i Politiken anklagede politikere og administratorerne med ordene »De, der burde tjene kunsten, lever i dag af at kontrollere mig. Giv mig dog den frihed, fred og ro, der skal til for at lave teater«.
Han fik friheden.
Den ensomme dreng i toget
Han har tænkt meget over det i de seneste år, efter at Rose er kommet til verden. Han vil ikke have, at det samme skal ske for hende, som skete for ham. Indtil han kom i skole, legede han med de andre børn, blandt andre Jes Dorph- Petersen i Blidah Parken i Hellerup.
Jeg interviewede Jes Dorph-Petersen for et par år siden, hvor han fortalte, at han dengang følte sig som en outsider blandt insidere, fordi han nærmest var den eneste i Hellerup, der voksede op hos en enlig mor.
Det anede Jon Stephensen intet om. I stedet kunne han, fra det øjeblik han kom i skole, fra sit vindue se Jes og de andre børn lege, mens han selv gled længere og længere fra dem. Han var ikke en outsider blandt insidere. Han var endnu længere ude. Det var ellers i den bedste mening, at hans forældre ville have ham på privatskole.
»Det, der sker, når man går på privatskole, er, at man bliver revet væk fra sit miljø. Mine venner hjemmefra som Jes og Peter kom jo på den lokale Maglegaardsskole og gik til fodbold bagefter sammen.«
Når de andre børn gik i skole om morgenen, tog Jon Stephensen bussen til Hellerup Station og derfra toget til Nørreport, hvor han i fuld fart løb det sidste stykke ind på Zahles for ikke at komme for sent.
»Var det en ensom dreng, der sad i toget mod Zahles?« spørger jeg.
»Ja, det var det. Det var som på en dag at miste hele sin vennekreds, og det gik først op for mig mange år senere. På Zahles kom vi fra hele Sjælland, og det var ikke naturligt at lave noget sammen efter skole. Det er ret vildt, og det værste er, at man ikke selv er herre over det, men først langt senere opdager, hvad der er årsagen til følelsen af at stå uden for i sit eget liv,« siger han.
Han delte ikke længere liv med de andre, og mens deres verden udviklede sig i en retning, udviklede hans sig i en anden. Det blev aldrig tydeligere, end da han prøvede at melde sig ind i HIK, den lokale håndboldklub, der kun lå lidt længere nede ad vejen.
»Det var meget underligt at opdage, at alle de andre kendte hinanden i forvejen. Det var en meget stor udfordring at stå uden for i et så integreret miljø og prøve at blive en del af det uden nogensinde at kunne blive det, fordi man ikke var en del af deres daglige verden,« siger han.
Men han blev. Og han blev målmand, som i forvejen er en position for dem, der er alene. Og han fandt et omklædningsrum, hvor han kunne klæde om for sig selv, og selv om han ikke kæmpede sig ind i fællesskabet, kæmpede han sig til noget.
Dagen efter interviewet ringer han til mig. Han har fortalt så ærligt om sin barndom, at balancen er tippet. For det er ikke kun en historie om ensomhed, men også om flid og ballast og nærvær fra forældrene.
»Jeg har gennem hele livet ligget enten på hjul eller efter feltet og er mere eller mindre mirakuløst nået op igen hver gang. Det et er i høj grad min opdragelse, der har hjulpet mig.«
Han blev ikke en del af feltet i HIK, men han nåede op og overhalede dem, da trænerne i 1973/74 kårede ham til årets spiller i klubben. Han har netop fundet den lille falmede pokal med indgraveringen, for at Rose skulle se den.
»Der er ingen tvivl om, at længslen mod at være en del af et fællesskab, er en stor del af det, der har dannet mig,« siger han.
»Det var en situation, hvor folk omkring mig sagde, at jeg skulle komme op på hesten igen, men jeg kunne ikke engang finde hesten«
Da virkeligheden ramte Stephensen på Gasværket, var det med en petitesse, som en succesrig teaterdirektør normalt højst ville snuble over. Nu blev den et dødsstød. Københavns Teater vurderede, at Stephensen havde forbrudt sig mod kontrakten ved at modtage et konsulenthonorar for scenografibistand fra samarbejdspartneren Jesper Winge Leisner uden at oplyse det til bestyrelsen.
Alt i Jon Stephensens liv var placeret i det teater. Derfor var det alt, der faldt, da han på trods af kommerciel og kunstnerisk succes brød vandoverfladen og styrtede mod dybet. Han fik ikke fred og ro til at lave teater. Men han fik friheden. Han røg ud og på røven. Mange af de største i dansk kultur støttede ham, mange forsagede ham.
Det var i sig selv et øjebliksbillede på hele hans karriere.
»Jeg mistede det hele. Alle æg lå i én kurv. Jeg knoklede som et svin morgen, dag, aften og nat. Jeg havde fået succes på den næstsværeste scene i Danmark, og afleverede over 200.000 tilskuere på en sæson. Det var meget voldsomt, at jeg skulle ud på grund af en fodfejl. Jeg havde ikke taget af kassen, som pressen skrev. Jeg vil ikke bagatellisere, hvor rædselsfuldt det var. Det var en situation, hvor folk omkring mig sagde, at jeg skulle komme op på hesten igen, men jeg kunne ikke engang finde hesten.«
I de dage, da han famlede i mørket, begyndte en bruger, der kaldte sig »Sincere« at ændre beskrivelsen af Jon Stephensen på Wikipedia, så der blev tegnet et billede af en uvederhæftig mand med et forhold til sandheden grænsende til det kriminelle. I beskrivelsen af Jesper Winge Leisner tilføjede brugeren, at dennes første musical blev hædret med en Reumert.
Jon Stephensen fandt først fællesskabet i gymnasiet. Han sejlede og legede med drømmen om at blive skuespiller, indtil hans familie brød ud i hjertelig latter, da han en dag fortalte det. Selv om Stephensen-slægten, der består af politikere, embedsmænd, arkitekter og læger har et strøg af noget anarkistisk og legende over sig – som hans farfar, der var arkitekt hos PH og chefredaktør på Politiken – så er det en akademisk familie. Derfor begyndte han i 1978 som 19-årig på Kunstakademiets Arkitektskole.
Det var et vidunderligt virvar i de gamle herskabslejlighedslignende lokaler, hvor man bevægede sig fra stue til stue i passiar med professorerne. Han samlede vennerne i et kollektiv i en villa på Bernstorffsvej, hvor de var mere sejlersko end sikkerhedsnåle og hellere hørte Kasper Winding på Montmartre end Sods i Saltlageret. Men efterhånden drev beboerne andre steder hen i tilværelsen og samtidig med, at han afleverede sit afgangsprojekt, blev han optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvorfra han skrev i Politiken og var i praktik på Berlingske Tidende.
I en alder af 30 år stod han som arkitekt og journalist uden at vide, hvad han skulle med sit liv.
Om symbiose mellem livets elementer og dogmefilmen »Festen«
I månederne efter fyringen var den nu 49-årige Jon Stephensen igen retningsløs. Han vidste ikke, hvor han skulle gå hen efter Gasværket. Han gemte sig mest i lejligheden ved Peblingesøen, hvor han boede med sin gravide kæreste. Derfor var det en befrielse, da Peter Aalbæk Jensen på årets første dag med vanlig sans for provokation og forretning hyrede den detroniserede teaterdirektør til stillingen som »Omverdenschef« i Zentropa.
Da det blev offentliggjort, røg nyheden til tops, mens statsministeren holdt sin nytårstale for et mismodigt Danmark plaget af arbejdsløshed og krig. Mandagen efter havde Stephensen første arbejdsdag, og da han om aftenen var på vej til VL-møde i A.P. Møller-Mærsks hovedsæde kom sms’erne fra Ålen. Den var gal. Stærke kræfter i filmfirmaet ville have Jon Stephensen ud. Næste morgen mødtes de på Cafe Wilder på Christianshavn.
Dengang satte han i dagene efter navn på dem, han opfattede som sine banemænd: Det var Jesper Winge Leisner, der via sin Oscar-vindende samlever, Zentropa-instruktøren Susanne Bier, ville ham til livs. Winge Leisner benægtede med en foragt, der mellem linjerne udstillede Stephensen som en paranoid storhedsvanvittig, der gravede sin egen grav i et selvforskyldt mareridt mod bunden. Siden har Susanne Bier bekræftet, at hun var blandt dem, der ville have Stephensen ud.
I dag vil Jon Stephensen ikke ind på, hvad der gik så galt mellem ham og Jesper Winge Leisner, at det skulle retfærdiggøre et decideret hævntogt.
»Der kommer ikke noget godt ud af det,« siger han.
Jeg kan se det på hans blik. Uanset, hvad der skete, tjener det intet at forlade det runde træbord i christianshavnerbindingsværkskøkkenet, bryde forseglingen, antænde en fakkel og begive sig ned i det mørke, som han ikke længere ved, hvad rummer.
»Nogle gange kan bare det at tale om det være for hårdt i sig selv. Det var så voldsomt, at den dør skal være lukket for, at jeg kan komme videre og leve,« siger han.
Da Jon Stephensen i begyndelsen af 1990erne blev presse- og marketingmand hos Dr. Dante på Aveny-T, fandt han igen fællesskabet fra gymnasiet og anarkismen fra Bernstorffsvej og Kunstakademiet.
»Det er en kæmpe gamechanger i mit liv. Det fællesskab, der opstår, når arbejde og venskab, fritid og kærlighed flyder sammen i en størrelse, hvor enkeltelementerne ikke længere kan skelnes, er sindssygt vigtigt for mig, og det fandt jeg på Dr. Dante.«
Det var en svær start for Dr. Dante på Aveny-T. Men efter et mislykket forsøg på at lave teater som alle andre, besluttede Nikolaj Cederholm, at de fra nu af kun skulle satse på egne historier og ny dramatik. De havde fundet en mission. De ville have de unge i teatret.
Jon Stephensen fandt på slogans som »Teater for dem der hellere vil i biffen« og fremstillede en dybt underlødig undersøgelse, som alligevel kom i TV-avisen med budskabet om, at Dr. Dante havde fået fat i det unge publikum.
»Vi blev set som det teater, der har brudt koden til det unge publikum, der opstod en selvforstærkende effekt, hvor de unge kom, fordi de unge kom.«
Fra Kongens Nytorv hentede Michael Christiansen Jon Stephensen til Det Kongelige Teater, og helt ind i ledelsen. Derfra kunne han med misundelse og nok også fortrydelse se Dr. Dante få sit endelige gennembrud med teaterkoncerten »Gasolin«. I stedet fokuserede han på »Dødens Triumf«, som nærmest blev et 90er-fænomen, men arbejdet var hårdt uden at være rigtig godt.
»Det var meget lidt rock’n’roll. På et tidspunkt tager de min parkeringsplads og de to billetter, jeg råder over om ugen, fra mig. Det flipper jeg helt ud over. Jeg sidder på den vigtigste post i forhold til omverdenen, og så skal jeg spørge om lov til at invitere samarbejdspartnere i teatret. Man skal tage sine kampe med omhu, men dengang tænkte jeg ikke på noget med omhu. Jeg var en pain in the ass, der tog alle kampe altid, men det kommer der også meget godt ud af.«
Han vendte tilbage til Dr. Dante og stod også for markedsføringen af dogmefilm som »Mifunes sidste sang« og »Festen«.
»»Festen« skulle have heddet »Borgerskabets Blod«, men jeg insisterede på navnet »Festen« og på, hvordan plakaten skulle se ud. Jeg er ikke et særligt selvsikkert menneske, men det glemmer jeg i mit arbejde, jeg har en fuldstændig stålsat sikkerhed. Det er som en trance, fordi man er så meget en del af holdet og brænder for det, at man helt intuitivt ved, hvad der er det rigtige. Der er ingen facitliste. I al kunst er vi inde i tro, håb og kærlighed. Det er et spørgsmål om at tro og have tillid til, at hver især kan træffe den rigtige beslutning.«
Men det er samtidig ekstremt opslidende. Jon Stephensen er ikke skuespiller eller instruktør eller teaterdirektør. Han er det nødvendige onde, der skal sælge den egentlige kunst, og han har ideer om, hvordan man gør det, som ikke er set tidligere. Undervejs kommer der nærmest ondt blod mellem Jon Stephensen og en skuespiller som Kim Bodnia. I artikler fra den tid bliver Stephensen beskrevet som en mand, som er garanti for succes, men som bliver så besat af sine ideer, at han tromler alt og alle undervejs.
»Jeg var en frontløber, og mine ideer er helt standard i dag. Teatret var efter litteraturen det sted, det sidst gik op for, at vi befinder os i en kamp om opmærksomhed. Jeg orkede ikke, at skuespillerne blev sure på mig, fordi jeg skulle promovere stykkerne. Jeg var sindssygt træt af den rolle. Det var det, jeg ville væk fra.«
Derfor søgte og overtog han sammen med Ole Bornedal Aveny-T. Nu skulle han bevise sit værd som direktør i det lukkede københavnske teatermiljø.
»Min indgang i teaterverdenen er rimelig aparte. Hvis du er uddannet skuespiller eller instruktør og bliver teaterchef, så er der ingen tvivl om, at det er nemmere, fordi du har gået på skole med skuespillerne. Da jeg bliver teaterchef, er det for en lukket klub med en naturlig modstand. Men i sidste ende er det resultaterne, der tæller, og resultaterne var med Ole og mig.«
Den indgraverede pokal, der fortæller, at drengen, der klædte om for sig selv, kæmpede sig til at blive HIKs bedste spiller i 1973/74, står stadig på bordet mellem os, og resultaterne var så stærke, at han ender med at blive udnævnt til Lars Kaalunds afløser på Østre Gasværk, hvor han aften efter aften fylder den store sal.
Jagten på Jon
Det mørke, som vi undlader at begive os ned i fra christianshavnerkøkkenet, lukker sig om Jon Stephensen på Cafe Wilder overfor Peter Aalbæk Jensen. Han er næsten rædselsslagen. Han har mistet alt. Nu er han ved at miste sig selv.
»Det går op for mig, at der er nogle, der vil mig til livs. De vil simpelthen smadre mig fuldstændig. Nu ender det sgu. De vil knuse mig uanset, hvor jeg er. Der blev jeg virkelig bange. Det var helt grotesk. Jeg troede, jeg havde fået oprejsning. Hvis man kan diskutere spørgsmålet om min skyld omkring Gasværket, så var jeg i hvert fald komplet uskyldig omkring Zentropa. Det var næsten det værste. Der var nogen, der ville mig til livs,« siger han og tøver som for at beslutte sig.
Så fortæller han noget om den morgen, som han ikke har fortalt om før.
Han bønfaldt næsten sin chef.
»Jeg spørger Peter, om vi ikke bare kan aftale, at jeg bliver i tre måneder, hvor jeg kan finde noget andet. Jeg kan ikke tåle … hverken psykisk eller fysisk, tåle det her. Jeg siger, »det var dig, der slog det stort op«. Det undersøger han så, og det går de mennesker, der vil have mig ud, med til. Så jeg får lov at blive på tålt ophold, som en anden flygtning.«
Dagen efter ringer en journalist fra Ekstra Bladet til Jon Stephensen. Historien er lækket, og da Jon Stephensen som alle nye medarbejdere hos Zentropa bliver præsenteret til fredagsmødet, kan han se, at folk sidder og læser i Ekstra Bladet, at deres nye kollega allerede er fyret.
Det er nulpunktet, hvor menneskedyret kravler i et Michael Kvium-lærreds mørke, for forkommen til at søge mod lyset, men først bevæger sig ud, når København vender ryggen til Solen og ansigter kun bliver oplyst i grå nætter, hvor lysreklamerne bliver reflekteret tilbage fra lavthængende skyer.
»I tiden efter kunne jeg ikke komme i nærheden af et job. Jeg kom ikke til samtale på de usleste små vikarstillinger. Jeg var fuldstændig non grata. Jeg var færdig.«
Han blev en silhuet i gaderne, som ingen ville kendes ved.
»Jeg gik kun ud efter mørkets frembrud. Jeg har tænkt meget over det med, at modgang gør én stærkere. Det ved jeg sgu ikke, om det gør. Man skal virkelig passe på, at det ikke sætter sig dårlige spor i en, så man bliver kyniker og paranoid. Man bliver forhåbentlig klogere, men man bliver også mere sårbar.«
Jons genfødsel
Parret tog væk, og de fik Rose og holdt sammen en stund, og Jon Stephensen arbejdede sig i det små et nyt sted hen, og han løb, og i løbet var der intet, og det var alt, han behøvede. Menneskedyret begyndte at kravle ud ad lærredet.
Og derfra begyndte det hele, da Frederiksberg Kommune spurgte, om han ikke ville tage en tørn til med Aveny-T, selv om der stort set ikke var nogen penge.
Det ikke bare ville han, han vidste præcis, hvad han ville med det. Så han begyndte et samarbejde med Aarhus Teater, og når han ikke opsætter de smalleste produktioner, som han gør, fordi de er vigtige, så er salen fyldt af folk, der husker noget af sig selv fra en tid, hvor vejen i verden var tydeligere, når de ser John Lennon-teaterkoncerten »Imagine«.
Jon Stephensen smiler i køkkenet.
»Det er første gang, jeg har talt om det, der skete. Det er som en genfødsel.«
