Enhedslistens mangeårige, karismatiske frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen har sammen med kæresten købt en 'beskeden' villa i Valby.

Det bekræfter hun i en sms over for BT.

»Jeg kan bekræfte, at jeg har købt et hus i Valby med min søde kæreste Casper og hans to børn. Derudover har jeg ikke noget at tilføje. Jeg har altid forsøgt at holde mit privatliv privat,« skriver hun.

Casper Hyldekvist er direktør i kommunikationsbureauet PRIMETIME. Foto: PRIMETIME
Casper Hyldekvist er direktør i kommunikationsbureauet PRIMETIME. Foto: PRIMETIME
Vis mere

Sammen med kæresten Casper Hyldekvist har Johanne Schmidt-Nielsen smidt en stor portion penge efter en villa i Valby, som måler mange flere kvadratmeter, end bare de to kunne have brug for, skriver Se og Hør. Villaen blev udbudt til 5.995.000 kroner, men parret endte med at betale 6.415.000 kroner for ejendommen.

Det nye hjem er på 153 kvadratmeter med en 80 kvadratmeter kælder og ligger i et villakvarter tæt på Vestre Kirkegård og Sankt Annæ Gymnasium.

Den tidligere politiske ordfører for Enhedslisten fik en del mindre at se til i februar måned, efter hun stoppede som frontfiguren i partiet. På grund af partiets rotationsprincip kan den populære 32-årige politiker ikke stille op til Folketinget igen.

Kæresten Casper Hyldekvist er direktør og partner i kommunikationsbureauet PRIMETIME, hvor han rådgiver organisationer og virksomheder i at styrke deres omdømme og brand.

Siden hendes stop som politisk ordfører, har BT snakket med Johanne Schmidt-Nielsen i juni, hvor hun indrømmede, at hun havde fået en ny kæreste.

»Jeg kan bekræfte, at han går i lyseblå skjorter. Men du ved godt, at jeg aldrig har haft lyst til at tale om mit privatliv på den måde,« sagde hun.

Hun gik på daværende tidspunkt og drømte om at få græs under tæerne:

»Jeg bor stadig på Nørrebro, men på et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at få lidt græs mellem tæerne. Jeg er jo vokset op langt ude på landet, på en mark på Fyn. I en lille by, der hedder Skalbjerg, hvor skolen er lukket og købmanden også har drejet nøglen om. Og en af de måder, jeg slapper allermest af på, er ved at tage ned i min mors sommerhus på Sydfyn og klippe hæk, rydde buske og luge ukrudt,« sagde hun til BT i begyndelsen af sommeren.

Til gengæld afviste politikeren, at tiden var inde til at blive gift.

Bliver du også en af de politikere, der skal giftes denne sommer?

»Nej, jeg har ingen bryllupsplaner,« svarede hun.

Johanne Schmidt-Nielsen har altid været meget privat. Tidligere har ugebladene beskrevet, hvordan hun har datet komikeren Jonathan Spang, men det er ikke noget, hun selv har talt om offentligt. De to afviste selv at kommentere på, om de havde et forhold.

Johanne Schmidt-Nielsen fyldte 32 år i februar. Hun blev i 2015 kåret som bedste partileder og som den mest karismatiske partileder i april 2016. Da hun kom i Folketinget som 23-årig havde Enhedslisten fire mandater. For syv år siden blev hun valgt som sit partis første politiske ordfører og har i dag ført sit parti frem til en fordobling i antallet af mandater.