Sexolog Joan Ørting fortæller her åbent om kedelig sex, usikre danskere og en far, der slog hånden af hende.

Jeg tror det, kvinder allermest længes efter seksuelt, er ... samvær, uden at det skal have noget mål. Sex er ikke noget, man bare skal gøre kl. kvart i elleve på syv minutter og fire sekunder. Det skal være noget, man glæder sig til, og det handler ikke bare om at komme i mål. Det skal være at mødes, uden at man ved, hvor man skal hen med det, uden at der er den samme dagsorden hver gang. Kvinder længes efter at blive forført, ligesom da de var nyforelskede. Kvinder længes efter at blive gjort stads af, og at manden lytter på, hvad hun trænger til. Vi kvinder er jo gode til at tale om sex med hinanden, men det er svært at tale om sex med manden. Kvinder ville være glade for, hvis mand og kvinde tog en snak, som ikke var ’hvornår skal vi bolle’, men begynde forfra og sige: Nu går vi på opdagelse, som da vi var 15 år. Hun er træt af den klitoris-slikkefisse-ting, hvor hun bare skal komme. Jeg synes, man skal aftale en date som: Hvad siger du til lørdag kl. 17, vi mødes i sengen uden mål og ser, hvad der kan ske i sengen. Vi kvinder gider ikke komme først efter tre minutter. Jeg vil hellere være liderlig end have orgasme. Det kan jeg selv klare på to minutter. Vi behøver ikke altid at blive ’releaset’, vi gider ikke blive filet på.

For at have et godt langt liv skal man have et godt helbred og en dårlig hukommelse ... nej, ikke en dårlig hukommelse. Jeg synes, det er vigtigt, vi opdager alt det, vi har. Hvor heldige vi er bare at bo i Danmark, også selvom man kun har en etværelses. Når man har en seng, sko, dyne, cykel og varmt vand i hanerne, skal man være ydmygt taknemmelig. Vi skal have evnen til at se guldet omkring os og glæde os over de små gaver.

En stor misforståelse i Danmark er, ... at vi dyrker selvtilliden så meget i stedet for selvværdet. Vi aner ikke, hvad der giver selvværd, og de fleste har dårligt selvværd, fordi de lever på selvtillid. Selvtillid kommer af, at vi kan noget særligt, ser godt ud eller er rige. Men det er jo kun virksomt så længe, vi har det. Hver fjerde dansker tager nerveberoligende medicin som lykkepiller, og mange har stress, angst og depression. For at have selvtillid er du nødt til hele tiden at kunne præstere noget for at få anerkendelse. Selvværd betyder, at vi alle er kærlighed, at vi alle er lige meget værd. I selvtillidssamfundet er folk mere eller mindre værd. Kun få mennesker ved noget om, hvad der giver selvværd. Jeg arbejder med et tema om ’elsk dig selv’. Vi er alle sammen lige meget værd, født med lige meget lys, uanset om vi har hus og tre smukke børn. Selvværd betyder, at vi alle er kærlighed, og at vi alle er lige meget værd. Vi skal dyrke selvværdet, som kommer ud af den store bevidsthed om, at alle mennesker har det til fælles, at vi er uperfekte. I selvtillidssamfund lader vi som om, målet er at være perfekt, og det er en blindgyde. Vi ser det på Facebook, hvor alle vil vise, hvor perfekte, de er. Men vi skal hvile i os selv og acceptere, at vi er uperfekte.

Man bør altid vælge den pæne indgang, den med måtten foran, fordi ... nu interesserer jeg mig nu mere for, hvad der er bag den pæne facade, skyggesiderne, end det ydre. Der kan være skeletter i skabet. Jo mere facade vi har, des flere hemmeligheder, bedrageriskhed og alle mulige psykiske problemer. Det er jo mit arbejde, at folk i fortrolighed fortæller alt det, de ikke tør sige højt, fordi de er nervøse for, hvis naboen skulle finde ud af det.

Man har pligt til at have sex meget ofte, fordi ... jeg synes nu ikke, det er en pligt, jeg har det modsat: Det gør ikke noget, man har et års pause eller nogle måneder, det er naturligt i lange forhold, fordi man øver sig på nogle andre ting i stedet. F.eks. kommunikation, hjertevarme og ligeværd. Man skal ikke gå og sige: Se, de andre får masser af sex. Man fortryder nok aldrig, når man har haft sex, men det er også godt bare at ligge sammen og øve intimitet. Jeg synes ikke, det er nødvendigt at have A-B samlejet, det er vigtigt for os at nusse og hygge. Et forhold skal være baseret på ’connection’ og ikke sex. Hvor godt og ærligt man kommunikerer.

Min sværeste selverkendelse er, ... at min far virkelig mener, han ikke vil se mig mere. Han slog hånden af mig for seks år siden. Efter han så mig på tv, ville han ikke være min far mere. Og min mor døde, allerede da hun var 44 år. Selverkendelsen er, at han mener det sgu. Det er ikke bare drama for at komme i kontakt med mig. Jeg er ikke vred på ham, ikke i krig med ham. Jeg accepterer, men det var lidt af et chok, og nu aner jeg ikke, hvordan han har det.

Jeg nåede bunden, da ... jeg giftede mig med den forkerte over hals og hoved. Det var en mand fra Sri Lanka, som endte som narkoman i Danmark. Jeg var ung og totalt naiv, og efter en rejse i udlandet tænkte jeg: Det gør vi da bare, det er da meget sjovt. Jeg gennemskuede ikke i de tre år, han var i Danmark, at han blev narkoman. Da han kom til Sri Lanka igen, blev han stoffri, og han er en virkelig god, kærlig ven i dag. Jeg var lettere desperat dengang, da jeg var omkring de 30, alle vennerne fik børn, og derfor fandt jeg sammen med ham. Men hændelsen betød, at jeg begyndte i terapi, så det var ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. Det er krisen, der gør, man begynder selvudvikling.

For at være livskunstner skal man ... lære at slappe af, at være i overensstemmelse med sit eget tempo. Når man er i uoverensstemmelse med sig selv, er man ikke nærværende. Man skal lære at tage sig en lur, spise afslappet og være rolig.

En sexet mand er kendetegnet ved, ... at han er nærværende, hviler i sig selv, har milde øjne og er et godt menneske. Det har ikke noget med udseendet at gøre, han skal ikke selv gå op i sit udseende. Hvis han kigger sig i spejlet, f.eks. når han har sex, hvis han altså er mere interesseret i, hvordan han ser ud, så hviler han ikke i sig selv og har kun tillid til sin facade. Så bliver han kunstig, det er ham, der ligesom er objektet. De jaloux typer har meget lidt tro på, at de har noget at byde på indvendig. En tiltrækkende mand har ikke behov for anerkendelse udefra.

Det er usexet, når en mand ... går så meget op i sit udseende, at en kvinde ikke kan være sig selv sammen med ham. Hvis han synes, han er perfekt og skal lave en opvisning i sengen, hvad skal hun så gøre af sine grå hår og deller?