Den kendte sexolog Joan Ørting har de seneste måneder været udsat for flere chikanerende hændelser på sin bopæl.

I april hang der en død rotte på hendes hoveddør, og i starten af maj havde en person, sandsynligvis en mand, bl.a. valgt at urinere igennem brevsprækken på hendes hoveddør.

Hun er også blevet opsøgt af en ukendt mand, der en sen aftentime bankede på hendes dør og vinduer i hjemmet på Langeland i forsøget på at komme i kontakt med hende. Efter at have banket på i 20 minutter efterlod han hende et brev, hvor han skrev, at han meget gerne ville mødes.

Selvom Joan Ørting har meldt episoderne til politiet, har hun også selv valgt at gøre noget ved den ubehagelige chikane, der af uransagelige årsager har ramt hende.

»Jeg har fået sat en havelåge op omkring mit hus på Langeland for få dage siden. Det er jo ikke verdens højeste låge, men det betyder noget psykologisk for mig. Det er rart at vide, at personer nu skal åbne en låge for at trænge ind på min grund,« siger Joan Ørting til BT.

Bedre til at sætte grænser
Den 57-årige sexolog, der aldrig har haft skrupler med at lade døren stå åben, har nu valgt at ændre livsstil. For selv om hun ikke er bange for at blive forulempet, som hun siger, er det alligevel rarest at tage sine forholdsregler.

»Årsagen til, at jeg ikke har fået sat lågen op for mange år siden, er nok den, at jeg altid har været en meget åben person. Jeg har altid levet frit og altid budt folk velkommen i mit hjem. Men jeg skal nok være bedre til at sætte grænser,« fortæller Joan Ørting.

Hun har meget svært ved at forstå, hvorfor chikanen lige rammer hende. Joan Ørting har ingen fjender, men det handler nok om, at hun er en offentlig person, der har markante holdninger om tabuiserede emner, mener hun.

»Det er nok mænd, der kender mig som sexolog. Det er jo nok nogen, der er blevet provokeret af mig, og som så vil hævne sig,« siger hun.

Politiet har endnu ikke givet lyd fra sig om eventuelle gerningsmænd, og Joan Ørting forventer da heller ikke, at der kommer noget ud af anmeldelserne.

Den 57-årige sexolog bor delvist på Christianshavn i København, hvor hun underviser sine sexologstuderende, og i sit hus på Langeland, som hun flyttede til sammen med sin eksmand Carsten Islington for flere år siden.

Det betyder meget for Joan Ørtings tryghedsfølelse, at hun nu har fået sat en havelåge op:

Det betyder meget for tryghedsfølelse, at hun nu har fået sat en havelåge op i sit hjem på Langeland, fortæller Joan Ørting.
Det betyder meget for tryghedsfølelse, at hun nu har fået sat en havelåge op i sit hjem på Langeland, fortæller Joan Ørting. Foto: Privat/Facebook
Vis mere