Christiane Schaumburg-Müller og rapperen L.O.C. skal skilles efter to et halvt års ægteskab. Ikke overraskende, mener sexologen Joan Ørting.

I går aftes meddelte Christiane Schaumburg-Müller, at hun og manden gennem to et halvt år, rapperen L.O.C., er gået fra hinanden.

'Liam og jeg har efter 7 års kærlighed taget det hårde valg om at gå hver til sit,' skrev hun på sin Instagram-profil.

Den tidligere ’Vild med dans’-vært understregede, at parret har tænkt længe over beslutningen.

»Det er jo på ingen måde let at finde ud af at man på visse områder er uforenelige, når det, man helst vil, er det modsatte,« sagde Christiane onsdag til BT.

Men skilsmissen kommer ikke bag på parterapeut og sexolog Joan Ørting:

»Jeg tror ikke, han er let at bo sammen med. Han er en typisk alfahan og en 'bad body', og det er meget spændende i begyndelsen. Men som tiden går, vil mange kvinder gerne have tryghed og børn,« vurderer Joan Ørting, der dog understreger, at hun ikke kender parret privat.

Men hun mener, at meget tyder på, at det celebre par har forskellige grundværdier, hvor han værdsætter frihed, mens hun sætter pris på tryghed og familieliv.

Læs også:

Christiane har da også flere gange talt om, at hun gerne vil have børn, men også understreget, at både hun og Liam O'Connor har haft meget travlt med deres respektive karrierer.

Og netop overvejelserne om, hvornår - og om - man skal have børn, skaber ofte problemer for par, fortæller Joan Ørting.

»Hun er jo tvunget af biologien til at gå i gang på et tidspunkt, men jeg kan slet ikke forestille mig ham med en barnevogn. Jeg tror ikke, det er særlig vigtigt for ham – hans frihed er nok vigtigere,« mener Ørting.

Parret har tidligere været fra hinanden i 2009, og skal de finde sammen igen, kræver det ifølge sexologen, at de hver især opgiver noget, der betyder meget for dem og som har gjort, at de med Christiane Schaumburg-Müllers ord er 'uforenelige'. Det kunne for eksempel være, at tv-værten måtte opgive - eller i hvert fald udskyde - drømmen om at få børn.

»Hvis kærligheden er stor nok, finder de nok ud af det. Det kan være meget sundt at være lidt fra hinanden,« lyder rådet fra Joan Ørting, der dog mener, at der sandsynligvis er tungtvejende grunde til, at de har opgivet ægteskabet.

En ting er dog sikkert. Christiane Schaumburg-Müller kommer ikke til at kede sig som single:

»Hun skal nok finde en ny hurtigt. Hun får ikke svært ved at finde én, der også gerne vil give hende et barn, hvis det er det, det handler om,« lyder det opmuntrende fra sexologen.