Wellness-profeten Ole Henriksen snapper efter vejret, drejer hovedet over til venstre og bliver fjern i blikket.
”Åh,” siger han - stikker venstre pegefinger i munden og bider i den. Tårerne presser på i samme takt, som minderne vælder frem. Minder om den aften, hvor det for alvor gik op for Ole, hvordan det kunne blive at leve som homoseksuel i provinsbyen Nibe.
B.T. har fået lov at følge Ole Henriksen to dage i forbindelse med hans private besøg i fødebyen Nibe. Et besøg, der ligger forud for aktiviteterne i forbindelse med hans biografi ”Et ærligt liv”, som udkommer på tirsdag.
Vi står i garderoben på Skal Pavillonen i Nibe og lader Ole finde fatningen igen. Det var her han i sine teenageår mødte op i skinnende sko og nøje udvalgt tøj, når forskellige dansebands spillede op til dans. Ole havde rytme i kroppen og slog sig løs på dansegulvet, og pigerne var vilde med at danse med ham. Men det var til byens flotte fyre, der tændte begæret i ham.
Noget var helt galt
En aften havde to fyre fulgt ham med øjnene hele aftenen, mens de drak den ene øl efter den anden. Da han skulle på toilettet fulgte de efter ham.
- Da døren til toilettet lukkede efter dem, var der kun os tre i rummet. Jeg kunne mærke frygten, så snart døren smækkede i. Noget var helt galt. Jeg kunne se det på måden, de gik på. Måden de stod på. De spærrede vejen, så det var for sent at flygte.
- I virkeligheden kunne jeg kun gøre én ting. Vente og se, hvad der ville ske.
Min puls steg, da de nærmede sig. De var meget større end mig. Men hvem var ikke det? Da de kom tæt nok på, kunne jeg mærke deres store hænder. De tog fat i mig. Pressede mig mod de hvide fliser. Hvæsede, at jeg var bøsse.
Ole Henriksen fortæller, at han mest havde lyst til at lukke øjnene indtil det hele var overstået. Men det gjorde han ikke. Han fastholdt deres blikke, og så begyndte han at tale sin sag. Han aner ikke, hvad han sagde, men til sidst kunne han mærke, at deres greb blev løsere og til sidst slap de. Han gled ned på gulvet, og fyrene forsvandt ud fra toilettet.
- Mit hjerte hamrede stadig, men i det øjeblik forstod jeg, hvor meget, jeg kunne bruge mine ord til. Den episode på det kolde toilet fyldt med øl-ånde lærte mig en del af det, jeg senere har brugt i livet.
Truet flere gange
Ole Henriksen er gennem sit 58-årige liv blevet truet flere gange. Men han har aldrig været oppe at slås.
Det er ikke fordi han ikke har temperament. Han har bare lært at bruge dialogen til at tackle vanskelige situationer – så undgår man at blive skadet, som han siger. Og så samler han ikke på hverken negative oplevelser eller negative venner.
Besøget i Nibe bliver en lang positiv oplevelse for Ole Henriksen. Han har lovet at give et par foredrag i velgørende øjemed, nu han alligevel er her. Men ellers bruger han tiden på familien, TV2Nord og på at vise os den by, han voksede op i.
”Hej Ole,” lyder det fra alle, vi møder på gader og stræder i Nibe. Ole hilser og smiler til alle, og alle hilser på Ole. Han kvitterer med kram og kindkys til de nærmeste, som da en kvindelig bekendt fra barndommen kommer løbende hen og banker på bilruden. I skolegården stopper alle børn det, de er i gang med og kommer løbende hen for at sige hej til ham og give ”high-five”.
Havde modet til at sige sin mening
Nogle mennesker kan have svært ved at tro på, at Ole Henriksen i virkeligheden kan være så glad og smilende, som man altid ser ham i medierne. ”Det må være påtaget, og det er falsk. Der er ingen, der er så glad hele tiden,” lyder det fra kritiske ryster. Men ikke i Nibe.
De ældste har kendt ham, fra han som lille var mælkedreng, og afleverede et ”hvor ser De godt ud i dag, frue” sammen med de fyldte mælkeflasker. Skolekammeraterne husker, hvordan Ole på alles vegne havde modet til at sige sin mening til uretfærdige lærere. Og børnene og de unge har hørt alle historierne fra de gamle, set ham i fjernsynet og mødt ham i Nibe, når han er hjemme.
”Han er bare så sød,” lyder det igen og igen. Den eneste, der i første omgang vender Ole ryggen er barndomsvennen Jens Tøjhus’ 2-årige barnebarn Robert. Han foretrækker sin nyerhvervede guitar og sin far.
Efter to døgn i selskab med Ole selv, hans familie, venner og bekendte – og efter at have læst hans biografi, er man heller ikke i tvivl om, at Ole ikke er smilende og udadvendt 24 timer i døgnet.
Han fortæller, at han slukker for computer og telefon sidst på dagen og så vil han bare have lov at være sig selv.
Han skjuler heller ikke, at han er træt, da hans lillebror Hans Henrik kører ham tilbage til hotellet i Aalborg efter en lang dag med reception, taler, interview og familiebesøg. Han er lidt mere fjern i blikket, han er bleg og ansigtet ligner et, der allerede har ramt puden.
100 procent fokuseret
Men hans opmærksomhed over for den han taler med, er stadig 100 procent fokuseret. Da han hanker op i sin sorte rullekuffert og siger god nat, sidder man igen selv tilbage med en følelse af ekstra energi og godt humør.
Smilet og det gode humør er ikke bare en facade, selvom fotografen bemærker, at Ole pr. automatik ofte smiler, så snart han ser fotografen sætte kameraet for øjet.
- Jeg har en grundlæggende følelse af at være tilfreds og glad. Jeg har ikke grund til andet. Jeg har fundet ud af, hvad er lykke er for mig, og sådan lever jeg mit liv. Med passion og masser af kys og kram med de mennesker, jeg elsker. Med udfordringer, selvrespekt og humor. Og så dyrker jeg mit indre legebarn, så meget jeg kan, siger Ole.
Hans hvin og latter over at gynge på sin gamle legeplads, over at slå flik-flak på barndommens strand ved Limfjorden og over at kure ned af brandstangen i skolegården fyldte den friske luft i Nibe i weekenden. Ekkoet kan holde til næste gang.
