Han blev spilleglad. Nøjagtig som både hans far og farfar havde været det. I mere end ti år – frem til 2008 – var det kun åbningstiderne på kasinoet i Odense, han åndede for. I dag er han 'clean'. Men spillearven frygter han er givet videre til næste generation, sønnerne Kim på 18 og Lasse på 13.
- Selvfølgelig er jeg nervøs for dem. Jeg tænker næsten hver dag på, hvad jeg har givet videre, siger Claus Elgaard, da B.T. møder ham i TV2/Østjyllands lokaler i Århus, hvor han i dag er stationens ansigt udadtil som vært.
Anledningen er bogen, der ligger foran ham: 'Med livet som indsats – en ludoman taler ud'.
Skriver om sin hårde opvækst
Heri fortæller han om den hårde opvækst. Om sin egen ludomani, der kostede ham forholdet til sønnernes mor, Vinni. Og om den dag, han var parat til at springe i Odense Havn for at gøre en ende på alting.
En ærlig fortælling, som sønnerne Kim, 18, og Lasse, 13, allerede kender.
- Du kan satan’edme tro, at jeg har taget snakken med dem. De ved, at grunden til, at vi ikke er sammen som familie, er, at jeg har spillet. Jeg har fortalt, at der aldrig er en gevinst, der er det værd, siger han.
Megen ventetid som professionel
Netop da vi møder ham, har bekymringen for hans ældste søn, Kim, fået et hak opad. Han spiller for Vejle Boldklub, men har nu skrevet kontrakt med en græsk fodboldklub. Og som professionel fodboldspiller er der altid en ventetid, der skal fordrives.
Det ved Claus Elgaard efter 17 år på TV2/Sporten.
- Før spillede man kort, nu sidder man ved sin computer. Jeg kan jo se, når jeg er ude at lave interview, at spillerne sidder på Unibet og Bet24, fortæller han.
Det er over to år siden, Claus Elgaard sidst har været på kasino. Han har bedt om at blive nægtet adgang, så han overhovedet ikke kan komme ind på noget kasino i landet. Men der skal ikke mere end en mail til at ophæve det. Han ved, at forbud ikke er vejen frem. Heller ikke over for sin ældste søn, men han har advaret ham:
- Jeg har sagt til Kim, at jeg kender alle dørfolk på landets kasinoer, og jeg garanterer, at i samme øjeblik, han går ind ad døren til et kasino, så går der under ti sekunder, før jeg ved besked, siger Claus med et alvorligt blik.
Sønnerne er de to væsentligste grunde til, at han har skrevet bogen.
Gør noget for de unge
- Fuck mig og de andre, der sad på kasinoerne og stadig sidder der. Men lad os prøve at gøre noget for, at vores unge ikke falder i.
Men alle har selv et ansvar. Og Claus Elgaard var også selv ansvarlig for, at han blev ludoman – og for at være sluppet ud af det igen.
- Min egne børn har et ansvar. Lasse, den lille, kan jeg ikke lægge det ansvar på. Men den store skal sgu ikke komme med den undskyldning, at det gjorde far og farfar. Der er ingen, der står med en pistol og tvinger ham ned i kiosken efter en oddset-kupon, siger Claus Elgaard og understreger:
- Jeg vil gerne være bannerfører på det her område.






















