Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Audrey Castañeda om nyresten, passiv aggression, at være en stolt mor og meget, meget mere ...

Humoren tog overhånd da ... min sårbarhed og forfængelighed pludselig stødte mod rå virkelighed. I 2014 under indspilningen af min egen tv-serie ’Piger på krisestien’, endte jeg på hospitalet fire dage inden afrejse til London, hvor jeg skulle optræde med et kamerahold i en burlesque-konkurrence. Jeg havde fået nyresten, og det var en ordentlig krabat, der skulle opereres ud. Fordi jeg jo skulle optræde på tv i London, skulle jeg smide tøjet, og jeg havde valgt ikke at blive trimmet, for det ville jeg gøre dagen inden afrejsen. For den skulle jo stå snorlige og knivskarp på tv. Da jeg havnede på Frederiksberg Hospital, sagde lægen: »Vi skal den vej op at kigge«. Altså nedefra. Jeg spurgte, om de ikke kunne komme ind en anden vej. Gennem munden eller navlen. Men det afviste lægen. Han vidste ikke, at jeg tænkte: Du skal ikke se mig sådan, for sådan ser jeg ikke ud normalt, jeg er normalt meget velplejet. Han var iskold, havde travlt og gad ikke et kvindemenneske, der skaber sig. Det var akut, så jeg endte med at skrive en post-it lap og lægge den i trusserne, hvor der stod: »Beklager, men gartneren var taget på ferie. Kommer gerne igen på onsdag og viser, hvordan den plejer at se ud«. Narkosesygeplejersken fandt den lap papir, og de grinede, og kirurgen, som viste sig at være fra Afghanistan, kom ind. Jeg blev lettet og tænkte, så har han måske set noget, der var værre.

Jeg måtte vende og dreje hver en femøre da ... finanskrisen dukkede op. Jeg havde købt en andelslejlighed den 30. september 2009, og den blev belånt med swaplån, som banken mente var en rigtig god idé. Der tog de fejl. Jeg havde seks job i november og tolv job i december. Men det gik helt galt, for alle job blev aflyst på nær tre. Der var afdelinger, som blev lukket, og chefer der blev fyret, og i det hele taget var der panik. Og underholdning er det første, man kunne spare væk. Egentlig kunne jeg kræve 50 procent af pengene, men hvis jeg gjorde det, ville de aldrig ringe igen. Jeg måtte sælge ud af mit tøj og var helt i panik.

Jeg orker ikke at skulle tale om ... at kvinder ikke kan være sjove. Vi har bevist noget andet. Jeg orker godt at tale om, at folk skal tabe sig, for folk skal »shut the fuck up«. Jeg forstår ikke, at vi skal pege fingre ad hinanden. Jeg er stadig fantastisk, og det mener jeg seriøst. Min røv er ikke definitionen på, hvem jeg er, det er min tilstand. Jeg er meget, meget mere. Det råber jeg gerne højt. For jeg tror, det er vigtigt at sige højt, for der er mange andre, der begynder hver morgen med at gå ud i køkkenet og knalde sig selv i hovedet med en stegepande og sige: Så er jeg også mindre værd i dag, fordi jeg buler lidt det ene eller det andet sted. Det skal vi adressere. Så jeg er hende, der har taget burgerkingkronen på og går forrest og beder alle andre om at lukke røven. For generelt er kropsforandring også en del af livet. Og det betyder ikke, at jeg går ind for overvægt, det gør jeg ikke. Skal jeg tabe mig – bestemt, det skal jeg, Men det betyder ikke, at vi ikke må elske os selv i processen. Og det betyder ikke, at alle er overvægtige. Det er ikke alles ret at opdrage på folk, der ikke er en størrelse 42, det er simpelthen ikke rimeligt.

Hvis jeg var Danmarks enerådende hersker, ville jeg straks ... fjerne ventelister i vores system. Aldrig skulle nogen høre, at der er halvandet års ventetid på noget i systemet. Samt janteloven, racisme og smålighed skulle smutte ad helvede til.

Jeg forstår simpelthen ikke ... sukat ... Jeg forstår ikke konceptet bag sukat. Hvorfor skal vi ha’ en forbryder i et stykke brød? Det er som en bums i en tournedos. Der er ingen mennesker, der kan li’ sukat, det burde forbydes.

Mit temperament vil jeg beskrive som ... et passioneret fyrværkeri af følelser. Jeg græder, når jeg griner, og jeg græder, når jeg føler mig virkelig ked af det. Jeg kan også fejre, hvis noget mad smager godt, ved at danse og synge. Det kommer nok ikke bag på folk. Jeg kommer fra en familie, hvor det gjaldt om at tale højest og hurtigst. Det var som et inferno af larm af 12 mennesker fra Guatemala, der bare sidder og råber, indtil min farfar knaldede hånden ned i bordpladen. Så var der helt stille, og så begyndte det langsomt efter tre sekunder igen.

Passiv aggression ... det er for mig ligesom at stille sig og pisse i sneen i stedet for at tage den sneboldkamp. Der er ikke noget værre end at have en kæreste, der siger: Jeg går lige en tur og tænker. Så får jeg lyst til at kyle en stilet i nakken på ham. Man står der og sprutter. Jeg tænker what? Det er som at spille tennis med sig selv. Virkelig en lortekamp. Det er enerverende og drænende ad helvede til ikke at kunne mærke et andet menneske. Du kan ikke læse det andet menneske, når han er et andet sted. En passivt aggressiv person er en, der ikke tør stå ved sin mening eller ikke helt har fundet ud af, hvordan de hænger sammen. Derfor skal de lige have skænderiet inde i hovedet, inden de kan komme tilbage. Det betyder også, at de kan gemme på nogle farlige bomber, for de er »egernet der samler«. Og lige pludselig eksploderer det bare. Så står man der i Ikea og aner hat om, hvad der er på vej, og den slags har jo mange patroner i bæltet til, når det pludselig går løs. Og man når sjældent at få sin Superwomandragt på – før man pludselig står med vindblæst manke i køen til kassen, og et menneske der bare kører over dig med ting, du ikke anede noget om, eller som du slet ikke kan huske nogensinde er sket. Det er mega-tarveligt. Det gør også, at jeg får en automatisk mistillid til folk, hvis jeg ikke kan læse dem. Så jeg er hende, der hellere ville råbe frustrationen ud i gerningsøjeblikket, og så være gode venner fem minutter efter.

Jeg er overfølsom over for ... eksplosivt overforbrug af tegnsætning og STORE bogstaver, når folk skriver noget i et opslag med store bogstaver efterfulgt af 19 udråbstegn. Det føles som at sidde i sin egen trygge verden, og pludselig er der en, der gjalder dig ind i hovedet. Jeg får en allergisk reaktion af det. Så please, tænk over dine udtryk på skrift!!!!!!!!!! TAK!!!

En person, der er stolt af mig, er ... min mor. Hun praler altid af mig. Hun kan få flettet mig ind i enhver samtale. Min mor kan være hos tandlægen og få revet hele talestellet fra hinanden og alligevel nå at få informeret, sekretæren, samtlige tandlæger, klinikassistenter, patienter og deres kæledyr om, at jeg er hendes datter. Jeg kan huske, at da jeg havde en rolle i Borgen, var min mor ved at revne af stolthed, jeg kunne se, hun sad og funderede over, hvordan hun kunne gå gennem rækkehuskvarteret og helt tilfældigt få sagt det til alle på sin vej. Da jeg så fortalte, at jeg skulle spille en eks-prostitueret, kunne jeg se, hun tænkte: »Pokkers, hvordan får jeg en million mennesker til ikke at se Borgen på søndag«.

Det dårligste råd, jeg har fået, var ... da folk omkring mig sagde: »Op på hesten igen« og; »Der er flere fisk i havet«, da jeg var teenager og lige havde mistet min kæreste. Så fordi andre ikke kan være i, at du sidder der helt fuld af følelser, og ikke aner, hvad de skal sige til dig, kommer de med sådan en tørkage. »Flere fisk i havet« min bare røv, hvor er det dumt sagt til et menneske, der lige har mistet. For det føles i det øjeblik, som om man ikke bliver taget alvorligt, når alt, man har brug for, er at blive hørt og få anerkendt, at det er o.k. at være ked af det og forstå, at for mig var han den eneste ene. Bare fordi du er 66 år og har været rundt om blokken et par gange, skal du stadig anerkende, at mine følelser er rigtige og lade være med at sige noget åndssvagt som »der er flere fisk i havet.« Ligesom op på hesten igen, shut up, hvis du lige er skvattet af den, så er det o.k. at sidde på gulvet lidt tummelumsk og bede andre om at hente et Pocahontas-plaster. Mens du lige overvejer, om du skal begynde til tennis i stedet for.

Jeg var ved at omkomme af grin, da ... det gør jeg ret ofte, når jeg er på Centralhjørnet med alle mine gamle venner - mange af dem er bøsser. Jeg kan næsten ikke trække vejret for spydighederne, humoren og latterbolsjerne.