Helt uden forvarsel blev realitystjernen Janni Ree mandag ramt af den yderst smertefulde lidelse podagra - eller urinsyregigt.

Janni Ree var ude at shoppe, da hun pludselig fik store smerter i sin ene fod. Det skriver hun på sin blog.

»Jeg sparkede hysterisk støvletten af og fik et chok! Min ene tå lignede en slatten cocktailpølse. Det gjorde ondt som bare fanden,« skriver Janni Ree, der ikke anede, hvorfor hun ud af det blå fik så ondt.

Hun havde ikke slået foden, og hun fortæller, at hun havde store rummelige støvler på, så det var ikke der, 'skoen trykkede'. Alligevel var hendes ene tå ildrød, så hun tog hjem og viste den til manden, og milliardæren, Karsten Ree.

»Forpint af smerte viste jeg ham tåen. 'Det er sgu da podagra',« udbrød han med det samme, skriver hun.

Sådan så Janni Rees tå ud.
Sådan så Janni Rees tå ud. Foto: Janni Ree
Vis mere

Karsten Ree lider selv af podagra, og han havde ret. Janni havde fået podagra.

Symptomerne ved urinsyregigt kan være feber og ømhed, hævelse og smerter i et eller flere led. Det kommer typisk som pludselige og voldsomme anfald. Præcist som Janni Ree tilsyneladende oplevede på egen krop.

»Podagra er nedtur. Jeg kunne intet andet gøre end at sidde ned,« skriver Janni Ree og fortæller, at der dog var én lille bonus ved det hele.

»Det eneste gode var, at det for en gang skyld var mig, der blev vartet op, og Karsten der var hausfrau. Han luftede hunde, og for første gang nogensinde tryllede han i køkkenet. Jeg fik serveret en skøn tatarbøf med løg og rødbeder.«

Hun fortæller dog til BT onsdag eftermiddag, at tåen er ved at blive bedre. Så nu er tingene igen, som de plejer at være.

»Det er mig, der styrter rundt igen. Det tror jeg, Karsten er meget glad for,« siger hun grinende over telefonen.

Podagra har været kendt for at være en lidelse, der primært rammer mænd med hang til en god bøf og et godt glas vin. Det er dog begyndt at ændre sig.

Urinsyregigt kan behandles med medicin, som kan forebygge og stoppe anfald. Derudover kan visse ændringer i ens livsstil også gøre en forskel.