Bag den enorme tv-succes med ’Gintberg på kanten’ gemmer sig historien om en mand, der måtte til coach for at genfinde sit komikergen.

Som teenager sad jeg her og gloede på badmintonpigernes bagdele i deres Lene Køppen-shorts. I dag er der WI-FI i hallen. Nu sidder de unge mænd med smartphones og tjekker nogle sild på nettet i stedet. Det er den eneste forskel.

Det sidste par år er komikeren Jan Gintbergs navn blevet synonymt med det forkætrede udkantsdanmark. DR-programmet ’Gintberg på kanten’ har gjort ham til folkeeje - i udkanterne såvel som midt i Danmark. Han er manden, der, midt en skybrudslignende strøm af reality-tv, har givet Gørtler-Gert en stemme på nationalt tv.

Lige nu er Jan Gintberg selv ’midt i’. Midt mellem tv-succes og et nyt kommende stand-up show. Han er midt i en kæmpe optur efter en krise, hvor han frygtede at være helt færdig som tv-mand.

Jan Gintberg er midt i livet. Midt i processen at komme overens med tabet af faderen, der døde for bare tre måneder siden.

B.T. har sat Jan Gintberg stævne i centrum af hans egen gamle udkant - Lyngehallen i Lynge.

Væk med ammoniaklugten

Besøget i byen tæt på Farum er både en tilbagevenden til et udgangspunkt og samtidig et farvel til en æra, der sluttede med faderens bortgang.

Gintberg voksede op på faderens gård, mindre end en kilometer fra hallen.

- Jeg kom næsten hver dag her i hallen. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg bare ud. Bøgerne gjorde mig rastløs. Først arbejdede jeg på gården. Skubbede nogle orner rundt, kørte en traktor eller to. Så var det i bad for at vaske ammoniaklugten af - og hen til hallen for at spille badminton og håndbold, siger Gintberg.

Vi sidder på balkonen ud for Lyngehallens cafeteria. Menukortet har fulgt samfundsudviklingen siden halvfjerdserne. Sortimentet er udvidet fra kradser og hamburger - for de meget rige - til diverse ’multikulturelle’ standardretter som pizza og kebab. Der mangler kun friturelugten.

Gintberg betragter hallen, hvor han som 14-15-årig fik sin debut som performer med en tale for 700 skoleelever.

For bare tre-fire år siden var der ikke meget, der tydede på, at han skulle komme til at performe igen.

- ’Gintberg på kanten’ har givet mig troen på mig selv som tv-mand tilbage. En periode brugte jeg enormt mange timer sammen med min coach på at diskutere, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg var totalt forvirret. Jeg havde mistet min tro på mig selv. Jeg savnede en retning, siger Jan Gintberg og tilføjer med et undrende nik mod halgulvet:

- Hvordan fanden finder de ud af, hvem der spiller til hvilke streger?

En samtale med Jan Gintberg har mange kontrapunkter. Eksistentiel alvor afløses af sjov, som igen afløses af alvor. Komikerens behov for at jamme komik ud af selv de mindste, undrende observationer fornægter sig ikke.

- Coachen og jeg snakkede en masse om Jan-tid - mærkeligt udtryk i øvrigt. Bruger jeg nok tid på mig selv? Den slags. Jeg måtte spørge mig selv, hvorfor jeg ikke kunne finde mig selv i mit arbejde i en periode. Jeg havde lavet nogle show på TV3, hvor jeg ikke befandt mig godt. Jeg følte mig overhovedet ikke fri, siger Jan Gintberg.

  

Checken var stor, men...

Programformater som f.eks. ’Grillet’ var sjove nok. Checken så stor, som den kun kan blive på en tv-station, der kan lokke Jes Dorph ud af armene på TV 2.

- Sagde nej til millioner, siger du. Tjah. Det er jo en kliché, men hvad nytter det, hvis du ikke er glad? Det var bare overhovedet ikke mig. ’Grillet’ var sådan set sjovt nok, mine gæster gode. Jeg kunne bare ikke genkende mig selv i rollen. Du kan ikke lave comedy med en øresnegl i øret. Det andet program ’Er du klogere end en ti-årig?’ var fedt på amerikansk. Børnene søde. Men igen var det kun 50 pct. godt. Jeg var træt af at gå rundt og være halvt glad. Jeg var træt af at gå rundt som en undskyldning for mig selv. Overfor andre, men først og fremmest overfor mig selv, siger Gintberg.

Gintbergs tv-karriere indledtes med tv-satire på den hemmelige kanal, som DR 2 dengang blev kaldt i folkemunde. Men da Gintberg langt om længe fik opfyldt enhver komikers drøm om et talkshow, gik det galt.

- Hver gang der var optræk til noget godt med mine gæster, havde jeg producerens stemme i øret. Der er et minut tilbage. Rund af. I stedet udviklede Gintberg idéen om at rejse ud i udkantsdanmark for at se, hvad der kommer ud af det.

- Jeg er glad for programmets succes. Men du kender mig godt nok til at vide, at succes i sig selv gør ikke mig til et lykkeligere menneske. Det giver mig til gengæld en kæmpe frihedsfølelse og tryghed at vide, at comedyen kommer, når tingene får lov til at udvikle sig af sig selv. Jeg skulle ud i Udkantsdanmark for at møde den gamle Jan, jeg husker fra Din’s (Danmarks første stand-up klub, red.) for 20 år siden, siger Jan Gintberg.

Nossebeskytteren var ikke nok

- Det har aldrig været meningen, at jeg skulle redde Udkantsdanmark. Gintberg på kanten er ’bare’ et comedy-projekt. Jeg ville ud på de små kasser og råbe op. Ud i de små flækker. Stort set som da jeg begyndte, siger Gintberg.

Igen peger den genfødte tv-komiker ud i hallen. Han har fået øje på halinspektørens bonemaskine.

- For fanden. Det var jo sådan én, vi brugte til ensilage... Jo, jeg kender jo de dér typer. Jeg kan lide deres historier. Det er nok derfor, jeg kan slippe af sted med at lave sjov med dem. Jeg mødte dem, når jeg kom ned til maskinstationen med min fars traktorer. Eller her i hallen, når jeg spillede håndbold. Hvilket jeg desværre ikke var ret god til. Jeg var målmand. Det blev aldrig rigtig til noget, selvom jeg havde en fin nossebeskytter, siger Gintberg og fortsætter:

- Hvad var det, du spurgte om? Det giver mig en god fornemmelse, at man i 2011 kan vise, at Brandmand-Svend, pigen der laver tasker af traktordæk og gørtler-Gert er lige så gode succeshistorier som højstatus-historierne.

Gintbergs barndomshjem var domineret af faderen. En bonde med en fortid som sergent. Med Gintbergs ord en mand med en høj og klar stemme. Det kommer næppe helt bag på Gintbergs mange fans.

Overdøver svinene i stalden

- Jeg er nok bare vokset op i en svinestald med en masse skrigeri. Det er nok det, jeg gør i dag: En halvdøv mand, der forsøger at overdøve svinene hjemme i stalden, siger Gintberg.

Han kan genkende sig selv i sin afdøde far.

- Jeg er selvstændig ligesom ham. Jeg har flere gange finansieret mine egne dummies selv, før de blev præsenteret for tv-stationerne. Jeg bliver aldrig ham, der sidder med foldede hænder og venter. Arv eller miljø? Det ved man aldrig. Men jeg husker min fars iværksætterånd. Stemningen af at der jo ikke er andre, der gør det for dig, siger Gintberg.

Det kommende stand up-show ’I luv Jan’ er som altid med Gintberg en kommentar til tiden. Lige så typisk tager det udgangspunkt i ham selv. I dette tilfælde faderens død.

- Jagten på sin fars anerkendelse er kimen til alt - musik, film, bøger. Det hører man jo igen og igen. Det bliver ikke et show, der handler om at miste sin far. Men der er en port, jeg skal indad.

Fik du hans anerkendelse?

- Både og. Som ung - det synes jeg. Min far var vestjyde. Så det var ikke flamboyant. ’Du har vist ikke ødelagt noget i dag’. Det var en stor ros. Jeg tror, min far havde svært ved at knække stand up-nødden. Især de senere år. I begyndelsen var han glad, da han så ’Det ligger i generne’. Jeg langede jo ud efter socialdemokraterne og de radikale. Det andet forstod han ikke. Resten var noget pjat, siger Jan Gintberg.

Han har et tvetydigt forhold til det alt gennemtrængende skrig på anerkendelse, som gennemsyrer den moderne medievirkelighed.

- Det er et tohovedet monster. En fantastisk drivkraft. Man løber som en hund efter en kofanger. Samtidig er det jo enormt barnligt. Jeg er 48. Grow the fuck up. Ens egne børn kommer til at stå og sige det samme som 17-årige, siger Gintberg og fortsætter:

- Jeg voksede op med den kvælende socialdemokratisme. I 80erne kom selvrealiseringen og individualismen i stedet. Nu er det så gået fuldstændig amok. Det har resulteret i en vanvittig narcissisme. Vi har alle sammen en flig af det. Vi er alle sammen narcissister. Facebook er narcissismens multiorgasme. ’Se mig, hør mine ligegyldige meninger, se mine ligegyldige billeder.’ Jeg gør det jo selv, siger Gintberg.

Tid til at slutte. Jan Gintberg mangler lige at tage et billede af sig selv med mobilen i Lyngehallen. Det skal lægges på hans Facebookprofil.