Det ramte familien og resten af Danmark som et chok, da den folkekære ejendomsmægler Jan Fog pludselig døde af kræft som 66-årig den 23. april sidste år. Nu er Jan Fogs efterladte blevet ramt af en ny overraskelse.

Boet efter 'Liebhaverne'-mægleren er dømt til at betale en kvart million til reklamemanden Morten Angelo og hans kone, Tina Horsted - som blev landskendt for en kort, men hed affære med Thomas Helmig i efteråret 2013.

Det skriver Se og Hør.

I 2013 lagde Jan Fog sag an mod Angelo og Horsted, fordi parterne ikke kunne blive enige om salæret efter salget af en millionvilla i Italien. Det var Angelo og Horsted, som solgte boligen, men via Fogs formidling.

Men nu har boet efter Fog tabt sagen. Derfor skal Charlotte Juul, som arvede de ejendomsmæglerens mange millioner, betale 250.000 kr. plus renter og sagsomkostninger til Morten Angelo og Tina Horsted.

»Jeg har ingen kommentar. Kan du stave til ingen?,« siger Charlotte Juuls advokat Axel Grove til Se og Hør om dommen.

Morten Angelo fortæller til ugebladet, at boet efter Jan Fog har valgt at anke dommen.

Jan Fog giftede sig med Charlotte Juul i december 2013 - kort efter, at det blev offentligt kendt, at han havde kræft.

Charlotte Juul - som Jan Fog havde haft et helt særligt forhold til, siden hun var 17 år gammel - arvede ikke bare supermæglerens store formue, men også hans forretning. Den blev dog kort efter Fogs død solgt videre for et stort, men ukendt beløb.

Jan Fog blev hvermandseje over hele Danmark efter sin deltagelse i TV2-programmerne 'Liebhaverne', der stadig genudsendes.