DR-værten Jacob Riising går nu for tredje gang i krig mod TV2-succesen ’Vild med dans’

Tv-værten Jacob Riising, 38, er DRs stærke kort i efterårets kamp mod TV2 om seerne fredag aften i den bedste sendetid. Det er tredje gang, han skal i direkte infight med ’Vild med dans’, men det går ham ikke på.

»’Vild med dans’ er altid populært, men det er alle de gamle, der ser det. ’Versus’ henvender sig mere til børnefamilier og mandlige seere. Det er mit indtryk, at så går mor ind og ser ’Vild med dans’ på sin egen skærm,« siger Jacob Riising, der havde 550.000 seere og til topkarakter for premieren forrige fredag.

»Seertal kan man læse og tolke på mange forskellige måder, men så vidt jeg kan forstå, er der er lige så mange yngre mennesker og op til 40-årige, der ser DR1 og TV2 fredag aften i bedste sendetid, og det er meget godt. Ellers havde vi ikke fået lov til at fortsætte. Så ville det jo være en tabt kamp på forhånd. ’Versus’ er noget, som hele familien kan være med til at gætte.«

Tager én sæson ad gangen

Hvor længe kan I fortsætte?

»Jeg tager én sæson ad gangen. Nu må vi se. Ingen havde vist forestillet sig, at ’Vild med dans’ kunne fortsætte i 13 år, eller ’X Factor’ for den sags skyld. Men det gør de, så længe de er populære. ’Versus’ er hyggeligt og sjovt at lave, og så snakker man også med en masse forskellige mennesker og hører deres tanker,« siger værten, som lige nu er i gang med at udvikle et nyt underholdningsprogram til DR.

Artiklen fortsætter under billedet

Riising mener, at hans program ’Versus’ henvender sig til de yngre fredagsseere. Foto: Søren Bidstrup
Riising mener, at hans program ’Versus’ henvender sig til de yngre fredagsseere. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

’Kakkelbordet’ findes ikke længere

»Det er aldrig til at vide, om det bliver et hit eller en fadæse. Det kan se nok så godt ud på papiret, men det er umuligt at analysere sig frem til. Du er nødt til at stole på din mavefornemmelse. Det berømte ’kakkelbord’, som familien samledes om, findes ikke længere, og det gør ’Familien Danmark’ heller ikke på samme måde.

Min erfaring er, at man skal lave det, man selv synes er sjovt, og kan man slippe af sted med det, er det godt. Man må ikke have en ambition om at gøre alle glade. Så har man tabt kampen på forhånd,« siger Jacob Riising.

Jacob Riising om:

... ’På rejse med Riising og mor’ (DR1-program).

»Nu tror jeg også, det er ved at være slut med at rejse med mor på den måde med et tv-hold i halen. Vi har besøgt seks forskellige lande ligesom sidst. Bl.a Island, hvor vi var ude at se på nordlys, køre på snescooter og ride på islandske heste. Mange tror, det er en ferie, men det er virkelig hårdt. Selvfølgelig er det en gave at få lov til, men vi flyver langt og er der meget kort tid, fordi det skal være så billigt som muligt. Det er ret presset, også at have sin mor med på arbejde. Jeg havde helt glemt, hvor hårdt det er, både at skulle have ansvar for hende og et tv-hold, og at have mikrofon på fra morgen til aften. Min mor glemmer efter et minut, at hun har mikrofon på, så jeg går og ryster hele tiden for, hvad hun kan finde på at sige om kameramanden eller lydmanden.«

Artiklen fortsætter under billedet

Fra programmet 'På rejse med Riising og mor'.
Fra programmet 'På rejse med Riising og mor'. Foto: PR-foto
Vis mere


... at modtage den mest eftertragtede børnebogpris, Orla-prisen, i 2015, for sin første børnebog.

»Jeg er ikke rigtig forfatter. Det er noget, jeg gør i min fritid. Det har været sjovt for min søn Marvin, der fik ideen til ’Karmaboy, kometen og den onde numsekløe’, at se, at en god idé godt kan blive til noget. Jeg kunne godt tænke mig at få drenge på elleve år til at synes, det er sjovt at læse bøger igen. Jeg får mange henvendelser fra forældre, der fortæller, at deres søn, der ellers aldrig har åbnet en bog, har knækket koden med den bog og nu går på biblioteket for at låne bøger.

... om at spille med i den nye ’Far til fire’-film.

»Det er en lillebitte rolle, hvor jeg skal spille Fars smarte unge chef. Jeg tror, jeg holder mig til method acting. Jeg har ingen ambitioner om at være skuespiller. Det er sjovere at lave tv, hvor man kan være sig selv.«