Jacob Risgaard – manden bag Coolshop – fandt ud af, at han havde en italiensk far, og efter flere års søgen dukkede faderen op og kunne udpege det sted, hvor han var blevet undfanget.

1. Opslidende jagt på min far

Jeg sad her i en legetøjsbarnevogn, for mens min mor gik på seminariet, blev jeg passet hos min mormor og morfar ude på landet i Dybvad. Jeg er resultatet af, at min mor havde en god ferie i Italien, da hun var 18. Først da jeg var midt i tyverne, fik jeg at vide, at min far vist var fra Italien, og jeg brugte derfor nogle ferier på at finde ham. Men efter mange ophold i Italien blev det også opslidende – den ene mente, han var alfons, en anden at han var død, og sådan fortsatte det, og derfor besluttede jeg at give op. Men nu var det blevet et helt projekt for den lille by, og pludselig var der en telefon til mig. Det var min far, der ringede. Og så endte det med, at jeg mødte ham, da jeg var 30. Jeg blev faktisk lavet i Limone. Det var meget populært i slutningen af 70’erne, at skandinaviske piger tog til Italien, og det var de lokale unge mænd ikke utilfredse med. Da jeg mødte min italienske far, pegede han op mod en olivenlund og sagde, at det var der, det var sket. Dengang kaldte de stedet for den »Stønnende olivenlund«. Jeg er meget taknemmelig for det, der skete dengang – alt det bedste design kommer jo fra Italien.

2. Brug for fantasien

Som barn var jeg sådan en type, der splittede alting ad – gamle radioer og højttalere, for at finde ud af, hvad der var indeni. Jeg læste ikke bøger, men var glad for at vokse op på en gård – det var det ultimative sted at være, for der har man rum omkring sig, men ingen at lege med, derfor har du brug for at have en god fantasi. Der var ikke, som i dag, masser af aktivering.

3. Min morfar var ikke min morfar

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at ham, jeg kaldte morfar, faktisk ikke var min biologiske morfar, min mors far var nemlig en helt anden, og han var formand for det, der hed Dansk Tobaks- og Nydelsesindustri. Jeg husker, hvordan jeg besøgte ham i hans lejlighed i Valby og blev slæbt rundt til alle seværdighederne i København – blandt andet Nationalmuseet og den lille havfrue. Jeg har aldrig været så træt som efter den omgang – og jeg kunne ikke helt se det fantastiske i den lille havfrue, havde den så bare i det mindste været 55 meter høj.

4. Sad fast i fem dage

Her var jeg lige foran gården, hvor jeg voksede op. Bemærk højspændingsledningerne, de larmede ad h. til. I dag er der en E45 motorvej lige hen over der, hvor gården lå. Jeg glemmer aldrig, da min gravhund løb efter en ræv og ind i dens rævegrav. Der sad den fast i hullet. Min morfar sagde, at den nok skulle komme ud igen, når den havde tabt sig – og han havde helt ret, efter fem dage kom den ud igen. Jeg husker også, hvordan jeg snuppede min morfars cigarskod og en pakke tændstikker og legede voksen ved at stå på marken og ryge. Den dag i dag kan jeg smage min barndom.

Lille Jacob sammen med sin elskede morfar.
Lille Jacob sammen med sin elskede morfar. Foto: Privat
Vis mere

5. Den søn han aldrig fik

Efter min morfar havde været tretten timer i marken, skulle han ikke kun ind at hvile sig. Her kiggede vi muligvis i bogen De små synger. Det, der gør andre til rigtig en familie, er ikke, om man er beslægtet, men om man er der for hinanden. Han sagde tit, at jeg var den søn, han aldrig fik.

De italienske aner fornægter sig ikke.
De italienske aner fornægter sig ikke. Foto: Privat
Vis mere

6. En god gammeldags rod

Min mor var ung og havde naturligvis skiftende kærester med mere eller mindre held. Jeg lærte tidligt at være min egen herre. Jeg mener, det er godt at få nogle »tæsk«, for det bliver man stærk af. Jeg blev smidt ud af folkeskolen, fordi jeg lavede ballade. F.eks. da jeg tændte en smøg i fysiklokalet, da vi lavede et forsøg med nogle gasarter. Jeg var en god gammeldags rod, men har aldrig taget stoffer eller begået indbrud og den slags. Jeg kunne måske lokke seks-syv mælkemærker ud af dem i de mindre klasser for at love dem beskyttelse resten af dagen. Jeg var ret tidligt udviklet – måske på grund af de italienske gener, og havde min første kæreste allerede i 12 års alderen, hvor vi gik lidt længere end til bare at kysse. Hun gik en klasse over, og jeg gik og fortalte alle, hvad vi havde lavet, jeg syntes, det var megasejt, men det var ikke så sjovt for hende – hun blev vist drillet.

Gæt en rod.
Gæt en rod. Foto: Privat
Vis mere

7. Ugens gæst i klassen

Det tog mig en halv time at få de bukser på, fordi der var så mange huller, og jeg havde en knallert med læderstropper, der hang ned fra sadlen. Jeg blev kaldt Ugens Gæst i klassen, fordi jeg pjækkede så meget, og til sidst blev jeg smidt ud og kom på en ungdomsinstitution i Sæby. Det gik heller ikke så godt der, så jeg røg ud og kom til at bo i en lille lejlighed i Sæby, hvor der blev festet meget. Højdepunkterne dengang var, da jeg var vært på lokalradioen Tiger FM. Den sendte hver dag klokken 13-16, og man var jo lidt af en stjerne, når man lavede radio, og der var mange piger i det. De stod udenfor og ventede. Om fredagen efterlyste vi piger, der hurtigst muligt kunne komme forbi med en drink – en brandbil. Resten kan man nok tænke sig til.

8. Fik milliongæld

Dette her billede er taget dagen før, jeg gik på røven. Jeg lavede i 1996 en online dvd-butik, det var dengang, hvor man havde dial-up modem fra typisk Cybercity. Det gik ganske udmærket indtil den dag, hvor vores bank, BG Bank, blev overtaget af Danske Bank. De ville ikke røre ved internethandel og derfor skulle gælden på over en mio. kr. tilbagebetales med det samme. Der sad jeg så, 18 år gammel og med en kæmpe gæld, som det kom til at tage mig ti år at betale tilbage. Jeg følte mig som den største fiasko, men det lærte mig noget om ydmyghed, og jeg lærte at have respekt for andre mennesker. Penge gør ikke nogle mennesker mere værd end andre. Senere blev jeg kontaktet af nogle gutter, Mark og Mike Nielsen fra Pandrup, der havde lavet en engrosbutik for computerspil. Det var udgangspunktet for Coolshop og en frygtelig masse andre virksomheder, som vi har sammen i dag.

9. Et fantastisk menneske

Min morfar fik konstateret kræft og vidste, han ikke havde lang tid tilbage, og derfor besluttede jeg, at vi tog af sted og kørte tværs over USA fra Chicago i en autocamper, for at vi kunne være sammen den sidste tid. Min mormor havde dengang ikke været uden for byen Dybvad. Han var frisk ind til det sidste, og han var et fantastisk menneske, den mest ærlige person, der ikke var til at imponere. Som den rod jeg var, skulle jeg ikke forvente at få ros af ham, bare fordi jeg kunne stå op af sengen. Sådan opdrager jeg også mine egne tvillinger – de får ikke stor ros, bare fordi de har lavet et par kruseduller på et stykke papir og kalder det en tegning. Vi var af sted i USA i tre uger på en slags pilgrimsrejse, på Route 66, og det synes jeg, alle familier burde overveje at gøre. Jeg husker især en aften, hvor min mormor og morfar tændte et bål nær Grand Canyon og ventede dér blandt hylende ulve, mens vi kørte til den nærmeste by og købte bøffer.