Flere dages bekymringer ser nu ud til at være forbi for afdøde sanger Michael Jacksons tre børn. Deres farmor og værge, 82-årige Katherine Jackson, er vendt hjem efter at have været væk fra dem i 10 dage.
- Farmor er her! Tak Gud, skrev Paris for mindre end en time siden på sin Twitter-profil. Farmoren blev i lørdags meldt savnet af et andet familiemedlem, men hele sagen har været lidt lusket.
Nogle medlemmer af Jackson-familien har sagt, at farmoren ikke er forsvundet, og blot hvilede sig i staten Arizona. Andre er brudt grædende sammen under interviews, fordi de ikke vidste hvor hun var, og ikke kunne komme i kontakt med hende.
Flere medier har spekuleret i, at den forsvundne farmor var et større led i en arvestridssag som hele familien er del af. I Michael Jacksons testamente skal kun hans mor og tre børn arve. Det testamente påstår Jacksons søskende er falsk.
Men nu er farmoren i hvert fald hjemme. Dog har hun i mellemtiden mistet forældremyndigheden over de tre børn. En familieretsdommer i USA har med øjeblikkelig virkning overgivet den til børnenes fætter, 34-årige TJ Jackson.



