Nogle af de mest underlige billeder fra Michael Jacksons forunderlige liv er dem, hvor han træder ud på gaden med sine børn iført masker. Og det var ikke kun den ene gang, at det skete.

Og nu kan man tilføje kongen af pops egen datter til listen over dem, der undrede sig over, hvad der egentlig foregik dengang.

- Jeg var virkelig forvirret, fortæller 14-årig Paris Jackson til Oprah Winfrey i et interview, der løber over de amerikanske tv-skærme på søndag, skriver people.com og fortsætter:

- Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle have en maske på. Men det forstår jeg nu. Jeg forstår nu, hvorfor min far ville have, at vores ansigter skulle være dækkede. For når vi så var ude at gå uden ham, så blev vi ikke genkendt.

Og det er ifølge Paris Jackson takket være hendes afdøde faders indsats, at hun havde en normal barndom, der blandt andet inkluderede ture til spillearkader for børn og restauranten 'Chuck E. Cheese'. 

- Han fortalte os, at han ikke selv havde en rigtig barndom, da han var yngre. Han var altid fanget i studiet for at indspille sange, mens andre børn var udenfor for at lege. Og sådan en barndom ville han gerne give os, fortæller Paris ifølge people.com og tilføjer, at 'Chuck E. Cheese' og Toys R Us var favoritstederne at tage hen. 

'Thriller'-sangeren døde den 25. juni 2009 - 50 år gammel.