Den amerikanske realitystjerne og model Kylie Jenner har trukket meget opmærksomhed efter et specielt billede fra Golden Globe-prisuddelingen den 8. januar.

Kylie Jenner var aftenen igennem sammen med sin søster, Kendall Jenner, og til prisuddelingens efterfest blev et billede taget af de to sammen, hvor søstrene havde benene godt fremme.

Her kunne man således se, at Kylie Jenner bærer et meget stort ar på sit ene lår. Og straks var de amerikanske medier ved at koge over i spænding for at finde ud af, hvordan hun kunne have fået det ar.

Man kan dog tillade sig at gå en smule tilbage i tiden, for tilbage i 2011 fortalte Kylie Jenner faktisk historien om, hvordan hun fik arret. Det skete hos kendismediet Celebuzz.

»Da jeg var omkring fem, legede min søster og jeg gemmeleg, og jeg gemte mig inde bag en høj, lukket port. Efter noget tid, hvor min søster ikke havde fundet mig, var jeg nødt til at klatre op på en skarp stang, der stak ud fra porten. Jeg gled og fik stangen ind i benet. Jeg prøvede at vriste mig væk for at få stangen ud, men den borede sig bare helt igennem mit ben. Arret er dog mindre nu, fordi jeg er vokset,« fortæller Kylie Jenner.

Hvis man er trofast følger af Kylie Jenner, så er der større chance for, at man har set arret før, hun viste det frem til prisuddelingen. På hendes Instagram-profil, der har rundet 83,5 millioner følgere, har hun tidligere poseret med arret fremme, som det eksempelvis kan ses herunder.

Det har både ledt opmuntrende og glade beskeder fra sig fra folk, der kan lide, at hun står frem, mens andre bruger arret imod hende.

'Er det et ar på benet? Uperfekt,' lyder det eksempelvis til billedet fra en Instagram-bruger, mens andre er ligeglade.

'Hun er fantastisk uperfekt, og jeg er ligeglad med sådan en lille detalje,' lyder det anderledes fra en anden bruger, der kommenterer billedet.

Kylie og Kendall Jenner blev først kendt i programmet 'Keeping Up With the Kardashians', hvor halvsøstrene Khloe, Kourtney og Kim oprindeligt var de store stjerner. Kylie og Kendall Jenner er døtre til Kris og Caitlyn Jenner - sidstnævnte tidligere kendt som OL-medaljevinderen Bruce Jenner.