Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Mette Blomsterberg for nylig meddelte, at hun trækker sig fra som dommer i DRs ’Den store bagedyst’. I kølvandet på nyheden skrev ugebladet Tæt På, at den populære konditor blandt andet kæmper med store underskud i sin virksomhed. Nu svarer hovedpersonen tilbage og løfter en del af sløret for, hvad hun skal lave fremover. 

46-årige Mette Blomsterberg var med lige fra begyndelsen, og har igennem samtlige fem sæsoner ageret dommer i DRs underholdningsprogram 'Den store bagedyst'. For mange har den erfarne konditor været en ligeså fast bestandel af det populære program som bagepapir og dejskraber. Derfor kom det også som et regulært chok, da Metter Blomsterberg for nylig meddelte, at hun nu stopper som dommer i programmet.

»Jeg har været meget mere træt og drænet for energi, når jeg kom hjem fra optagelserne. Og jeg kan bare mærke, at omkostningerne er blevet for store i forhold til det, jeg får ud af det. Jeg skal have fyldt min egen energitank op igen,« fortalte Mette Blomsterberg til dr.dk om baggrunden for sit exit.

Ifølge ugebladet Tæt På, er det dog ikke kun Mette Blomsterbergs energitank, men også pengetank, som trænger til at blive fyldt op. Foruden sit arbejde som bagedyst-dommer driver Mette Blomsterberg en café i Lyngby, nord for København, ligesom hendes navn også er at finde på en række bage-remedier. Desuden har hun også tidligere drevet en kagebutik i det indre København, som lukkede sidste år.

Men forretningseventyret går dog langt fra som smurt, skriver Tæt På. Seneste regnskabsår i Blomsterbergs Café Aps sluttede således med et underskud på 590.086 kroner, mens også salget af bageudstyr går trægt, ifølge ugebladet.

Historien omkring den haltende økonomi har dog fået Mette Blomsterberg til at svare tilbage. For den historie har nemlig intet på sig, skriver hun på Facebook.

'Kære venner. Sikke en "virak" der blev, efter jeg meldte fra som dommer i Den store Bagedyst 2017.Som nogen sikkert har læst i den "knap så troværdige" kulørte ugebladspresse, så er jeg åbenbart nærmest ved at gå fallit, og ingen vil længere besøge min café & konditori i Lyngby, eller bruge mit bageudstyr, dejprodukter eller mine frosne desserter,' indleder Mette Blomsterberg sit modsvar, som kan læses i sin helhed herunder.



Mette Blomsterberg erkender, at det har 'kostet noget' at starte caféen i Lyngby op, og at hun også har været nødsaget til at optage lån for at drive sit forretningseventyr. Men at hun skulle være på randen af konkurs, og at det skulle have været medvirkende til beslutningen om at stoppe sit arbejde som bagedyst-dommer, afviser Mette Blomsterberg.

'Det ér da osse for sjovt at forestille sig, at jeg ganske frivilligt skulle sige mit gode job op som Bagedystdommer, hvis jeg samtidigt var ved at skulle gå på numsen, eller intet har at lave,' skriver hun blandt andet og løfter samtidig en del af sløret for, hvad hun fremover vil bruge sin kræfter på.

'At jeg ikke bliver dommer i næste Bagedyst, er jo netop for at jeg så vil lave alt muligt andet - lige nu skriver jeg blandt andet på en opskriftsbog og har allerede 63 idéer/overskrifter som skal afprøves.'

De danske tv-seere kommer dog ikke til at undvære Mette Blomsterberg fuldstændigt. Til foråret er hun nemlig igen at finde på skærmen hos DR i en række programmer med James Price.