Når Ibi Støving tager til Toscana for at deltage i næste sæson af ’Stjernerne på slottet’, håber hun, at Lisbet Dahl, som den eneste anden kvinde på holdet, vil lægge armen om skulderen på den kønne tv-vært og dele ud af sine kærlighedstip og erfaringer.
- Jeg ser enormt meget op til Lisbet. Hun er rigtig spændende og har haft et interessant liv med mange forskellige karrierevalg og mænd og børn, siger Ibi Støving.
- Jeg vil faktisk gerne have nogle kærlighedsråd af hende. Hvordan er det lige, man grejer det med de der mænd, når kærligheden ikke virker, spørger Ibi Støving, der selv har været forlovet med René Dif, som blev dømt for vold mod hende. Hun har også dannet par med sangeren Alex Ambrose og fået sønnen Anakin med fodboldspilleren Tobias Grahn, men nu er hun alenemor.
Svarer hvis de spørger
Ibi Støving kender ikke Lisbet Dahl i forvejen, men hun er allerede overbevist om, at hun vil befinde sig godt i den garvede skuespillers selskab.
- Også fordi jeg selv har mistet min mor. Ikke at jeg ønsker, Lisbet skal blive andet for mig end en veninde, men det skulle ikke undre mig, om jeg søger råd og fif hos hende på turen. Hun kunne godt gå hen at blive én, man både griner og tuder med, siger Ibi Støving, der mistede sin mor til kræft for to år siden.
Men også Operation X-værten, Morten Spiegelhauer, glæder sig til at få lov at stille spørgsmål om Lisbet Dahls kærlighedsliv, når det bliver hendes tur til at være i centrum på slottet i Toscana.
Da stjernerne ikke kender hinanden i forvejen, bliver der masser af muligheder for at få afprøvet de fordomme, de måtte have fået om hinanden gennem deres offentlige optræden.
Adspurgt om han har fordomme om nogle af sine nye rejsekammerater, svarer Morten Spiegelhauer, at også han er særlig interesseret i at blive klogere på Lisbet Dahls herrebekendtskaber.
- Med Lisbet er fordommen jo noget med mænd og børn i en stor pærevælling. Jeg er mere til en fast partner, så jeg er lidt spændt på at høre, hvad der er årsagen til hendes valg, siger Operation X-værten.
Om de to tv-værter vil få stillet deres nysgerrighed vedrørende den 66-årige skuespillers og revydronnings kærlighedsliv, svarer hun selv kort og kontant:
- Ja, hvis de spørger.