- Nå, men hvad så, hvis jeg giver dig et stykke slik? lyder det fra den voksne. Iben på 10 år vræler ud i lokalet i 2860 Søborg. Armene over kors, ansigtet vredet sammen. Ikke på vilkår.

Et hjerte med læbestift på et spejl? For at vise, hun er forelsket i en dreng i en børneserie? De må da være 'komplet sindssyge'. Også, hvis det kun er til en rolle. Hvad vil de ikke tænke henne i skolen?

Den barndommelige stædighed lyser ud af øjnene på 39-årige Iben Hjejle, der har kastet sig ud i anekdoten med en barneskuespillers kropssprog - halvt på arbejde, halvt begravet i minder.

Stædigheden har altid været der.

Og den rammer hende stadig i det skuespilsfag, hun de seneste snart 15 år har været lands- og tildels verdenskendt for.

Særligt når hendes mand, Casper Christensen, og kollegaen gennem 12 år, Frank Hvam, kreerer den ene tåbrækkende pinlige scene efter den anden i filmen 'Klovn - The Movie', som på torsdag har premiere i landets biografer.

Får det næsten dårligt

- Det rammer mig virkelig, når jeg tænker på, hvordan jeg selv var, og fordi jeg selv har været skuespiller så længe. Jeg får det næsten dårligt, når jeg ser, hvad de skal udsætte Bo for (filmens tredje hovedrolle, spillet af 13-årige Markuz Jess Petersen, red.) i nogle af scenerne. Altså, hvad de ikke finder på, Casper og Frank, fortæller Iben Hjejle grinende om de to Klovn-bagmænds evne til at få selv de mest jordbundne situationer til at udvikle sig til fuldblodsbommerter, der som oftest inkluderer sex, stoffer og ravage i en 'meget, meget flot blanding,' som Casper Christensen selv omtaler det i filmen.

Denne gang med en 13-årig knægt som partner in crime.

- Altså, jeg har været med i den her branche - også som barn. Og jeg ved, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg blev bedt om at gøre de ting, Markus bliver udsat for. Men han har været helt fantastisk. Og han er virkelig med til at løfte filmen, siger Iben Hjejle.

For den 39-årige skuespillerinde selv er Klovn-filmen imidlertid et af de få danske projekter, hun har kastet sig over de seneste år.

Den faglige stædighed har været et varemærke for Hjejle i flere år. Men netop Klovn, der betyder et tæt samarbejde med 42-årige Casper Christensen, som de seneste seks år har været Iben Hjejles kæreste, har en helt særlig plads i hendes hjerte.

Casper er ekstremt dygtig

- Det har været fantastisk at arbejde sammen med Casper. Jeg synes, han er ekstremt dygtig. Og for ham er der kun de begrænsninger, han selv sætter, fortæller Iben Hjejle, der siden 2005 i serien Klovn har spillet Caspers kone, Iben, der desperat og med en uhyggelig møgkællingeattitude forsøger at holde neglene boret fast i parrets status som 'Danmarks celebrity-par nummer 2' (lige bagved Kronprinsparret, forstås).

Og netop den stereotype udstillen af det karikerede forhold - med den afstumpede, utro, selvoptagede idiot som Casper samt den iskolde, primadonna-kælling som Iben - har betydet meget for Iben.

- Det er ekstremt vigtig at understrege, at det bare er karakterer, indrømmer Iben Hjejle, men fortsætter så:

- Men, ja. Netop fordi, at Casper faktisk er min mand, og at jeg faktisk hedder Iben, så har det haft en terapeutisk effekt for os. Det har været rigtig godt for os som par, at vi kunne sige, 'jamen, så kig på os!' Åbne dørene helt op og lade alle se med på landsdækkende tv, men samtidig vide, at det jo ikke er de rigtige os, siger Iben Hjejle og nævner særlig en årsag til den terapeutiske effekt.

- Klovn begyndte lige efter, at Casper og jeg havde været igennem en meget voldsom periode i særligt nogle af ugebladene. På det tidspunkt var det virkelig ikke behageligt at skulle ud på gaden for os. Det handlede om at tage hætten op og solbrillerne på for så at sætte sig hurtigt ind i en bil - og alligevel var jeg sikker på, at der havde stået nogen med et kamera. I virkeligheden var der nok ikke et øje, siger Iben Hjejle og fortsætter:

- Der var en hetzsteming i visse medier. Og så var det et modsvar, at vi kunne lægge den forestilling om vores privatliv helt åbent frem og gennemleve den på skærmen, fortæller hun.

Eksponerer det hele

- Der har Klovn virkelig haft en effekt - særligt dengang, hvor det var værst. Det var den følelse af, at vi bare eksponerede det hele - helt åbent. Men på vores måde, siger Iben om tiden efter pressens forhøjede interesse i hende og Casper Christensens privatliv.

En interesse, der bl.a. betød, at Se og Hør skrev åbent om utroskabsrygter mellem de to.

I dag fortæller hun, at forholdet til pressen er blevet bedre.

- Jeg synes, at særligt efter Henrik Qvortrup stoppede på Se og Hør, har der ikke været den der hetz på vores privatliv. Og så vil jeg også sige, at Casper virkelig har lært mig meget om medierne. Jeg er jo bare en skuespiller, der har fået besked på at stille op til interviews engang imellem. - men at forstå, hvad man skal sige, og hvad man ikke skal sige, det har Casper hjulpet mig meget med, fortæller hun. - Og så har jeg det også selv sådan nu, at kommer der nogen og spørger, om det er rigtigt, det bladene skriver, så svarer jeg: Hvis du ikke har hørt det fra mig eller Casper, så passer det ikke.

Mødt med fordomme

Alligevel har den karikerede fremstilling af parrets privatliv i Klovn-serien haft sine konsekvensker. Iben i særdeleshed er blevet mødt med fordommene om hendes personlighed fra kontakter i branchen.

- Det har virkelig slået mig nogle gange, hvor der, efter jeg har holdt møde eller bare har talt med producenter, skuespillere, instruktører, er kommet nogen hen og har sagt: 'Jamen, du er da egentlig rigtig sød.' Jeg har selvfølgelig bare sagt tak. Men efterfølgende har det virkelig ramt mig: 'Gud! De har jo troet det værste om mig,' griner Iben Hjejle. - Der er fakisk mennesker derude, der tror, at jeg er som Iben i Klovn.

Den stereotype idé om rappenskralden fra det nyrige Nordsjælland slår dog ikke den danske skuespiller ud af kurs.

Efter en international karriere, der bl.a. bragte hende til Hollywood i filmen 'High Fidelity' og over Nordsøen i den barske komedie 'Skagerrak', står Iben Hjejle nu på tærsklen til de 40 år.

Et pejlemærke, som den blonde skuespiller gerne indrømmer at have tænkt en del over.

- Ja, er du sindssyg? falder hammeren prompte.

Begynder at lukke ned

- Det at blive 40 er noget helt specielt. Der er en masse biologiske ting, der begynder at lukke ned. Og jeg har da overvejet det hele - skal jeg nu lade mig operere alle mulige steder for at holde mig selv ved lige?. Men jeg er kommet frem til, at der er masser af kvinder på 46, 47 og ældre endnu, der gør det rigtig godt i denne branche. Så ro på! Der er masser af tid, siger Iben Hjejle og smiler, inden hun fortsætter.

- Men jeg synes faktisk også, at jeg er en pæn kvinde. Når jeg kigger mig i spejlet tænker jeg: Det gør du faktisk ret godt. Også selvom der måske er nogle dage, hvor jeg godt kan se, at jeg ikke har gjort, hvad jeg skal, fortæller Iben åbent om de 40 somre, der indledes til marts næste år.

Med alderen er der imidlertid også kommet mere ro på for den populære skuespillerinde, der for alvor greb danskerne, da hun i 'Mifunes sidste sang' fra 1999 spillede callgirlen Liva.

Langt fra så hård

- Jeg er blevet sødere ved mig selv. Jeg er langt fra lige så hård ved mig selv som mor, som kæreste eller fagligt. Jeg har indset, at der er nogle ting, jeg kan, og der er nogle ting, jeg ikke kan. Det har jeg bare lært at leve med i stedet for at tvinge mig selv til hele tiden at prøve, fortæller Iben Hjejle.

En tryg rolle

De næste måneder får danskerne dog Iben Hjejle at se i en rolle, hun er mere end tryg ved - nemlig som det hysteriske kvindemennesker, der danner par med Casper i Klovn.

Zentropas helt store 2010-satsning har premiere på torsdag i de fleste af landets store biografer.