- Hun ligger der og sover og hører pludselig nogen, der rumsterer ved døren. Hun er chokeret og forskrækket over det hele, siger kendisfrisøren Tage Frandsen, der har kendt Janni Kjær i over 20 år.
Selv ønsker Janni Kjær ikke at tale om indbrudsforsøget. Hun har holdt lav profil i pressen, siden skilsmissen fra rigmand Christian Kjær i efteråret 2008.
Privat er privat
- Jeg har ikke lyst til at fortælle om mit privatliv. Det er privat, og sådan vil jeg helst have det, sagde hun til B.T. lige efter at være flyttet fra den 13 værelser store Sandbjerggård til rækkehuset.
Heller ikke Nordsjællands Politi har meget at sige om episoden:
- Det er forsøg på indbrud. Det kan vi bekræfte. Nærmere detaljer offentliggør vi ikke, fortæller pressekoordinator Henrik Suhr ved Nordsjællands Politi.
Han tvivler dog på, at politiet finder Janni og Christophers ubudne gæster.
Sagen henlagt
- Den bliver der garanteret ikke gjort noget som helst ved. I den slags sager sker der det, at man finder ud af, om der er grundlag for at lave yderligere efterforskning. Er der ikke det, bliver sagen henlagt. Det er den blevet, siger han.
Kendisfrisør Tage Frandsen er imponeret over Janni Kjærs reaktion. At blive vækket midt om natten er barsk, mener han.
- Det er en forskrækkelse. Det vil det være for os alle sammen. Hun har taget det fint, synes jeg. Man ved ikke, hvad folk kan finde på længere. Det er skrækkeligt, at det er blevet sådan i dag, siger han.
Antallet af indbrud i Hørsholm Kommune steg med 60 pct. fra 2008 til 2009. På landsplan var stigningen knap 14 pct.




















