I 2009 klappede hele verden i hænderne over den tragiske film om pigen Precious, der dagdrømte sig ud af sit miserable liv med svigt, vold og overgreb.

Filmen var produceret af Oprah Winfrey og havde bl.a. Mariah Carey på rollelisten, mens titelrollen som den stakkels Precious blev spillet af en debutant.

Nemlig 26-årige Gabourey Sidibe, som blev nomineret til en Oscar for bedste skuespillerinde for sin debutrolle som den stærkt overvægtige Precious.

Siden har der været stille omkring den i dag 33-årige skuespillerinde, der ikke har haft roller i samme kaliber siden. Men for nylig tiltrak hun sig mediernes opmærksomhed, da hun medvirkede i talkshowet ’Watch What Happens Live’.

Det var nemlig en noget slankere Gabourey Sidibe, der poserede i et stramt pencilskirt, en sexet top og et stort smil på den røde løber inden optagelserne.

Hun havde ikke lyst til at sige, hvor meget hun havde tabt sig, siden hun spillede rollen som Precious med en vægt på 140 kg, men afslørede, at hendes store størrelse havde gjort skoletiden overordentlig hård for hende, skriver Mirror.

»Junior High School stank. High School stank. Jeg fik det ikke godt med mig selv, før jeg var omkring 25 år (året inden hun medvirkede I ‘Precious’, red.)«

Ifølge Mirror fortalte hun også om, hvordan mobningen er fortsat helt op i voksenårene – men nu foregår den på de sociale medier i stedet for i skolegården.

Artiklen fortsætter efter billedet af Gabourey Sidibe på den røde løber.

I 2010 kaldte radioværten Howard Stern hende f.eks. ’den allerstørste, fede, sorte tøs, jeg nogensinde har set’.

»Jeg har fået en masse terapi i mit liv. Jeg er mester i terapi. Tag et øjeblik alene. Tænk over, hvad du elsker ved dig selv.«

Gabourey Sidibe kan i øjeblikket ses i den musikalske dramaserie ’Empire’, ligesom hun har spillet med i tre sæsoner af den populære gyserserie ’American Horror Story’.