Mathilde Gersby Rasmussen, der spillede titelrollen i den populære børneserie 'Da Lotte blev usynlig', går ind for aktiv dødshjælp. I mange år har hun levet med sygdommen cystisk fibrose, og hun ønsker selv at være herre over sin skæbne, når hun ikke vil livet mere.

Det skriver Se og Hør.

Hun er kendt som den lille rødhårede pige, der med sin voksende navle kunne gøre sig usynlig i tv-serien 'Da Lotte blev usynlig' fra 1988. Mathilde Gersby Rasmussen er i dag 37 år, og har siden sin karriere som børnestjernen på i fjernsynet uddannet sig til socialrådgiver.

Men lige siden hun var barn, har Mathilde Gersby Rasmussen også levet med sygdommen cystisk fibrose, der langsomt har ødelagt hendes lunger, og som en dag vil tage livet af hende.

Men hvornår det skal ske, ønsker Mathilde Gersby Rasmussen selv at kunne bestemme.

»Jeg har ikke lyst til at lide en uværdig død,« fortæller hun til Se og Hør.

Derfor ønsker hun også at aktiv dødshjælp skal gøre lovligt herhjemme. I øjeblikket er hun indlagt på hospitalet med en infektion, og hun mærker derfor ekstra meget til sygdommen.

Mathilde Gersby Rasmussen var Lotte i børneserien, Da Lotte blev usynlig.
Mathilde Gersby Rasmussen var Lotte i børneserien, Da Lotte blev usynlig. Foto: Claus Bech Andersen
Vis mere

Hendes alvorlige sygdom har ved flere lejligheder betydet, at Mathilde Gersby Ramsussen har måtte lade sig indlægge. I 2008 fik hun fået foretaget en lungetransplantation, som i 2009 var tæt på at koste hende livet, da hendes krop afstødte de indopererede lunger.

I 2011 fik hun foretaget en ny transplantation, men Mathilde Gersby Ramsussen er godt klar over, at hun lever på lånt tid.

»Planen er lige nu at blive rask og at komme tilbage på arbejde. Og så har vi lige lavet huset om, så det vil jeg nyde. Men jeg lægger jo ikke så mange planer,« fortæller hun til Se og Hør.

Sammen med sin mand, Søren Saustrup Kristensen, har 37-årige Mathilde Gersby Rasmussen sønnen Hjalte på 10 år.

Cystisk fibrose er en arvelig genetisk betinget sygdom, der primært kommer til udtryk i lungerne. Sygdommen kan ikke helbredes, men symptomerne kan dæmpes ved behandling.